Bortadoption

Dialogmøde om adoptionBortadoption

Posted by Aniella Bonnichsen 27 Oct, 2013 20:16:12

Dialogmøde om adoption.

Jeg er rigtig glad for, at vi er inviteret til dette dialogmøde, det er virkelig stort, at vi nu bliver hørt – os som dette her drejer sig om. Der er sket meget på adoptionsområdet, specielt inden for det sidste års tid. For godt et år siden var der en stor adoptionskonference, som var arrangeret af A&S i samarbejde med Ôslem Zegic, da var det kun adoptanter og en enkelt adopteret udpeget af A&S der fik lov at sidde i panelet, og dermed styre slagets gang. Der hørte vi om adoption set fra adoptanternes synsvinkel, og det er selvfølgelig også fint nok at høre deres bud på, hvad der skal ske på adoptionsområdet, men vi var jo nogle stykker, som var lidt utilfredse med ikke at kunne få lov til i samme grad at få indflydelse på debatten. Nu er der så dukket en lang række andre grupper op, bl.a. Adoptionstrekanten og en del andre, nogle grupper var der i forvejen, og en del nye er kommet til. Nu må det være på tide at også vi, som på egen krop har oplevet at miste et barn til adoption, og de som har oplevet at miste hele deres oprindelige slægt, også må komme til orde og få indflydelse på, hvordan adoptionssystemet fremtidigt skal skrues sammen. Derfor hilser jeg det meget velkommen, at vi nu er blevet inviteret til dialogmøde om dette, og jeg forventer mig rigtig meget at dette arbejde.

Jeg har sommetider hørt udtrykket, at børn har brug for at blive adopteret – jeg tror det var Karen Hækkerup jeg hørte udtale det på et åbent samråd – og jeg må sige, at det løb mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte det. Hvor mange adopterede mon vil mene, at de havde brug for at blive adopteret, jeg kan lidt frygte, at det er et udtryk adoptanterne har opfundet – Det, som børn har brug for, er tryghed, kærlighed og omsorg så vidt overhovedet muligt i deres egne familier. Der vil selvfølgelig stadig være nogle børn i verden, hvor man slet ikke kan finde familien, eller børn, hvis familie selv med massiv hjælp ikke magter opgaven – og hvor det er bedre for barnet at blive etableret i en ny familie. Men dette er jo i de ekstreme tilfælde. Men også i disse tilfælde må det så vidt overhovedet tilgodeses, at børn og forældre bevarer forbindelsen med hinanden. Adoption kan være smukt, hvis det foregår på den rigtige måde med respekt og omsorg for alle parter i adoptionstrekanten ikke mindst de svage parter, som jo er de oprindelige forældre og børnene. Men generelt man kan vist ikke tale om, at børn har brug for at blive adopteret, børn har brug for deres egne familier.

Jeg forstår godt, at mennesker, som måske ikke kan få børn selv eller mennesker, som har et stort overskud af kærlighed rigtig gerne vil hjælpe børn i verden, og der er masser af børn, som har brug for et par ekstra kærlige hænder – vi skal bare lige huske på, at man ikke hjælper ved at splitte familier ad, man hjælper børnene ved at støtte de udsatte familier. Jeg forstår godt de barnløses behov for at få børn og blive en ”rigtig” familie – og jeg forstår godt, at det må være rigtig, rigtig svært, hvis man ikke kan få et så brændende ønske opfyldt – jeg synes bare, vi skal holde os skarpt for øje, at det altså ikke er de voksnes behov, der kommer i første række – det er børnene – børnenes behov – barnets tarv.

Vi er mange, som har betalt Adoptionen Pris – som har mistet vores børn – børn som har mistet deres familier - under falske forudsætninger – med lovning på, at de ville få et bedre liv - der er selvfølgelig også børn, som får et godt liv i deres nye familier – men der er alt for mange eksempler på, at mange ikke har fået et godt liv i den adoptivfamilie, de nu er havnet i – tvært imod er mange dybt traumatiserede – det gælder både de adopterede og de oprindelige forældre. Man kan heller ikke tale om, at en adoption er god, fordi adoptanterne udtaler, at barnet er faldet godt til i sin nye familie – hvis det betyder, at der står en familie tilbage, hvis liv er ødelagt, fordi de har mistet deres barn. Jeg vil gerne påpege, at en adoption er vellykket, når den er det for alle parter i adoptionstrekanten.

Jeg fik selv at vide, at min søn ville få et bedre liv, hvis han blev bortadopteret, at jeg gjorde noget godt for ham – hans liv har bestemt ikke været let i hans adoptivfamilie – jeg fik at vide, at jeg bare skulle leve videre og lade som om, det aldrig var sket, jeg fik at vide, at min ungdom ville være ødelagt, hvis jeg beholdt mit barn – når man er ung og i en udsat position, så er det jo nok meget naturligt, at man stoler på autoriteterne –det gjorde jeg, jeg rettede mig efter, hvad der blev sagt, men det var det modsatte der skete - man glemmer aldrig sit barn, og min ungdom blev ødelagt, fordi jeg gav mit barn væk – mit liv var ødelagt i mange, mange år, jeg er så kommet ovenpå igen, min søn har det også godt igen, skulle jeg hilse og sige. Nu er det ikke for at trække min egen historie frem, det er bare en ud af mange andre, det er bare et eksempel.

Jeg er en af de meget få oprindelige mødre her i Danmark som efter mange, mange år er blevet et helt menneske igen – det har været tæt på at koste mig livet – men jeg overlevede, jeg har viet mit liv til at gøre mit til, at vi får hele sandheden frem om, hvad adoptioner gør ved mennesker på godt og ondt, og at vi får at vi får ryddet godt og grundigt op i hele dette system, at vi får etableret et menneskeværdigt system med respekt for alle parter i adoptionstrekanten. Sjovt nok er det altid adoptanter, der er de store fortalere for at bevare adoptionssystemet, som det er – ville det egentlig ikke være mere på sin plads, at høre os, som må leve med konsekvenserne af dette system – konsekvenserne ved at blive skilt fra nær familie.

Dejligt at vi nu også bliver hørt – vi har sendt jer vores svar på de spørgsmål, vi er blevet stillet – dog kan det undre, at alle spørgsmål går på adoptanternes vinkel på adoption – derfor har vi tilføjet de to vinkler, der mangler – nemlig de adopteredes og de oprindelige forældres – vi kan også undre os over, at der udelukkende fokuseres på de globale forhold, når de nationale forhold slet ikke er i orden. Men selvfølgelig skal vi starte et sted, jeg personlig ville have foretrukket, at vi startede med at rydde op i egne rækker – dvs. de danske adoptionsforhold – hvor også talrige udsatte kvinder er blevet franarret deres børn, og derfor gennemgår umenneskelige lidelser. Det synes meget underligt, at der gives hjælp og rådgivning til adoptivfamilierne, mens der ingen hjælp og rådgivning stilles til rådighed for de oprindelige familier, som har mistet deres børn. Der bliver ofret mange, mange millioner på adoptivfamilier hvert år, Det er selvfølgelig helt på sin plads, at A-familierne bliver hjulpet med PAS-rådgivning osv, men det må være på tide, at der også gives den rette hjælp og rådgivning til de oprindelige familier før, under og efter eventuel bortadoption. Ikke engang her i lille Danmark findes der en en fornuftig hjælp til de, som har mistet eller er i fare for at miste deres børn til adoption. Forskning mangler vi også især på de oprindelige forældres situation og behov for støtte, hjælp, rådgivning og terapi. Der findes stort set ingen danske undersøgelser ud over de, jeg selv har deltaget i.

Hvis vi vil vide, hvordan vi etablerer et etisk korrekt adoptionssystem – er det korte svar: ”respekter de oprindelige familier” Sagen er den, at mange syge, svage, fattige mennesker er blevet udnyttet, franarret deres børn på falske forudsætninger. Mennesker, som bortadopterer skal gøre det på et fuldt indformeret grundlag – ingen af de jeg har talt med gennem de sidste 25 år , har været fuldt informeret, og vi snakker her om danske forhold vel at mærke. Man tager ikke bare børn fra folk, man tager også deres rettigheder – derefter lader man dem sejle i deres egen sø, ingen hjælp til at komme igennem sorgen, savnet og alle de andre ubearbejdede følelser – derimod bliver de påduttet skyld, skam og fordømmelse. Mit svar på, hvordan vi etablerer et etisk forsvarligt adoptionssystem er, giv de oprindelige familier deres værdighed tilbage og stil så spørgsmålet til dem, for de kan fortælle alt, hvad der er gået galt – og stil spørgsmålet til de adopterede, som må leve med at have mistet deres slægt. Det er ikke fordi jeg ikke vil høre på a-forældrene – det vil jeg meget gerne, det er også derfor jeg har oprettet adoptionstrekanten, netop for at alle skal respekteres, og alle skal høres og tages alvorligt – jeg synes bare det er på tide, at vi nedtoner adoptanternes udlægning af sagen og derimod fokuserer mere på de oprindelige forældes og de adopterede oplevelser og erfaringer.

Set i lyset af den senere tids skandalesager er det vist på tide at vi får kikket systemet efter i sømmene, og får etableret et nyt og mere tidsvarende og menneskeværdigt system. Jeg forstår godt, at de, som sidder og administrerer adoptionssystemet, har en interesse i at vise det fra en positiv side, men jeg synes nu, det ville klæde jer, om I også erkendte de alvorlige fejl, der er sket, og viste at I gjorde noget for at rette op på de ulykkelige menneskeskæbner dette system også har medført. Lad os bare tage de eksempler om er kendte med Ramesh Kulkarni, hvis fire børn er kidnappet og solgt til adoption her i Danmark Masho, Roba, Amy og hendes lillesøster. Nu lader det til, at det omsider lykkes at få visum til Amys mor, så hun kan komme til Danmark og være sammen med sine børn. Men burde det ikke være det etablerede adoptionssystem, som påtog sig ansvaret og hjalp de mennesker, som lider under systemet til at få oprejsning og mulighed for at leve en værdig tilværelse igen.

Det er jo mærkeligt nok, at stort set alle, der sidder i det etablerede adoptionssystem er adoptanter. Hvis det virkelig var så godt for børn at blive bortadopteret, mon så ikke der ville sidde flere adopterede og oprindelige forældre i systemet og bakke op om det. Jeg hilser i hvert tilfælde meget velkommen til, at der nu bliver lagt op til en åben dialog og debat og til, at vi må arbejde os hen imod en verden, hvor vi er frie og lige og, hvor det ikke er i orden at den ens lykke bliver på bekostning af den andens ulykke.

Jeg forstår godt, at det sikkert er hårdt for jer adoptanter, at høre på alt dette, men jeg kan da heller ikke forestille mig at I med god samvittighed og med hånden på hjertet kan lade den slags foregå – jeg ser frem til at vi i åbenhed kan drøfte, hvordan vi med respekt for alle parter får etableret et ligeværdigt og menneskeværdigt system.



Forberedelse til dialogmødeBortadoption

Posted by Aniella Bonnichsen 27 Oct, 2013 20:09:34

Allerede d. 12 september blev Adoptionstrekanten sammen med en lang række andre grupper inviteret til dialogmøde i Socialministeriet – wow, tænkte jeg, det er vores chance for at få indflydelse. Vi fik en del materiale tilsendt samt syv forskellige spørgsmål, vi skulle svare på. Alle spørgsmålene var formuleret ud fra adoptanternes perspektiv, men vi fik alligevel indflettet vores vinkler i svarene og yderligere tilføjet to punkter. Svarene skulle indsendes inden udgangen af september og mødet afholdes d.22 oktober. Flere gange inden mødets afholdelse efterspurgte vi en plan over, hvor mødet skulle afholdes, hvordan mødet skulle afholdes en dagsorden osv. men vi fik kun nogle ret udsvævende svar. Jeg ville gerne være godt forberedt og skrev derfor det bidrag ned, som jeg gerne ville komme med på mødet. så sent som fredagen før mødet ringede jeg op til koordinatoren, som var meget kort for hovedet sagde, at hun havde ferie og lagde røret på, jeg ringede op til en af de andre fra Socialministeriet. Han kunne dog heller ikke svare på mine spørgsmål. Jeg sagde, at jeg gerne ville have et punkt med på dagsorden, og han lovede at give min besked videre, Endelig eftermiddagen før mødets afholdelse blev jeg ringet op af koordinatoren for mødet, fik de nærmere detaljer, og fik at vide, at der IKKE var nogen dagsorden, men at man ville gå ud fra de syv stillede spørgsmål og debattere dem. Jeg tog dog det indlæg med, som jeg ønskede at komme med i håb om alligevel at få lejlighed til at levere mit bidrag. Nogle af mine pointer fik jeg da heldigvis fremført – dog ikke samlet, og der var også andre, som kom med gode pointer. Det gode ved mødet var, at vi var mange forskellige grupper som var repræsenteret – ikke kun det etablerede adoptionssystem – men rammerne omkring mødet var sat og udstukket af den etablerede adoptionsverden – MÅSKE SKULLE MAN HAVE SPRÆNGT RAMMERNE – men her følger det samlede bidrag jeg gerne ville have kommet med:



Tvangsadoption - for barnets bedste?Bortadoption

Posted by Aniella Bonnichsen 08 Oct, 2013 17:39:07

Tvangsadoptioner – for barnets bedste?

Nu nærmer julen sig med alle dens hyggelige traditioner. Julen er hjerternes fest, julen er en tid forbundet med mange følelser og mange minder – gode som dårlige. Vi vil gerne mindes vores barndoms jul, specielt hvis den er forbundet med dejlige minder, men den kan også være forbundet med smertelige minder, hvis vi har f.eks. ikke har kunnet være sammen med vores nærmeste familie og dem, vi føler os mest forbundet med. For mit vedkommende var sidste jul var en særlig jul. I en alder af 57 oplevede jeg for første gang i mit liv at være sammen med alle mine børn. Det var en helt ubeskrivelig følelse. For tre år siden oplevede jeg også en helt fantastisk jul - for første gang i mit liv var jeg sammen med min ældste søn juleaften. Til næste år kan jeg også se frem til helt vidunderlig jul. For første gang i mit liv skal jeg være sammen med alle mine børn og alle mine børnebørn. Måske vil I undre jeg over, at jeg i min alder, aldrig før har haft alle mine børn hos mig i julen, men sagen er den, at jeg i mange, mange år har været afskåret fra kontakt med mit første barn. Jeg var kun 15 år gammel, da jeg fik mit første barn, og uden støtte fra hverken samfundet eller familien, så jeg ikke andre muligheder end, at give ham bort til fremmede mennesker. Kun en gang fik jeg lov til at være sammen med ham, da han var helt lille og var på spædbørnshjem. Herefter var det nærmest en stiltiende aftale, at jeg underskrev adoptionspapirerne. Det var mit livs absolut tungeste beslutning, ubeskriveligt svært at leve med.

I mange år var julen ikke en glædelig tid for mig. Det var en smertens tid – som bare mindede mig om min store sorg og smerte. Jeg savnede min lille søn, som jeg ikke var i stand til at give et kys, et kram, en gave. Jeg skulle ikke danse rundt om juletræet med ham i hånden og se julelysene i hans øjne. Julen var en rigtig svær tid for mig. Hvad, der også var en rigtig svært for mig, var tiden omkring min søns fødselsdag. Hvert år fejrede jeg i mit eget stille sind hans fødselsdag. Jeg tændte et lys for ham, og mindedes den dag, han blev født. Det gjorde ondt i krop og sjæl – jeg var afskåret fra kontakt med ham – jeg kunne ikke give ham en dejlig dag med lys, lagkage, fest og gaver. De første år efter, at jeg havde måttet give mit barn fra mig fik jeg hvert år mælk i brysterne omkring hans fødselsdag. På afstand fulgte jeg ham hver eneste dag i tankerne.

10 år senere fik jeg det første barn, som jeg kunne få lov til at beholde. Endelig kunne jeg blive anerkendt som mor – og kunne vise omverden og mig selv, at jeg faktisk godt kunne fungere som mor. Livet begyndte at være værd at leve igen. Men savnet af mit første barn, blev ved med at slide på mig. Der skulle gå 17 år, før jeg lærte at leve med mit livs skæbne og yderligere 10 år brugte jeg på at lede efter mit første barn. Da jeg så ham igen efter 26 års adskillelse var han både en fremmed mand, men samtidig mit lille barn, som jeg bare havde lyst til at passe på og drage omsorg for. På en måde var det som om, vi havde kendt hinanden altid. Det blev en stor lykke for os begge omsider at blive en del af hinandens liv – og min søn, ja, tænk, han kunne genkende min duft. Dette for at illustrere hvor tæt mor og barn er forbundne gennem graviditet og fødsel. Jeg tror alle mødre kender det stærke bånd, de har til deres børn og elsker deres børn betingelsesløst. Dette bånd skal altid respekteres.

Var jeg uden forældre-evner?...................Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg var faktisk en ansvarlig ung pige, som havde et stort hjerte for børn og altid tog mig kærligt af andre folks børn. Men jeg var en ensom pige, havde ikke meget selvtillid, fik ingen støtte og opbakning og var sikkert nem at manipulere med. Som en udtrykte det – jeg måtte give mit barn væk, for at få lov til at blive ved med at være min mors datter. Ingen interesserede sig for, hvad jeg følte og tænkte, ingen spurgte mig, hvad jeg ønskede for mig selv og mit barns fremtid. Jeg var tvunget af omstændighederne.............

I forrige uge fik en velstående kvinde nord for Whiskybæltet udgivet en bog. En kvinde, som udadtil virkede tjekket, økonomien fejlede ikke noget, den ydre facade var i orden. Hun og hendes mand kom de rigtige steder, omgikkes de rigtige mennesker, dyrkede deres interesser, passede deres karrierer og rejste meget. De havde alle muligheder, deres børn fik alle muligheder, og de elskede dem til døde. Alligevel var alt ikke godt og lykkeligt under den pæne overflade. Der var tre børn i familien, som efterhånden udviklede ganske alvorlige problemer, så som psykose, kokain misbrug, depression, spiseforstyrrelse samt massivt hash misbrug. Hvad der er foregået bag den pæne facade, ved jeg ikke Men kunne man forestille sig, at der blev stillet spørgsmålstegn ved en sådan ”fin” families forældre-evner?....................Eller for den sags skyld at et barn fra en velstående familie blev tvangsfjernet?.....................Næppe, behandler vi ikke altid de, der på overfladen er pæne, tjekkede og velstående med respekt og værdighed? Er rigdom, succes og de rette forbindelser ensbetydende med, at man har forældre evner? - og er svaghed, sygdom og fattigdom ensbetydende med dårlige forældre-evner?

Hvad giver os rige mennesker ret til at tro, at vi er bedre forældre til børn fra f.eks. Etiopien end børnenes egne biologiske forældre? Den senere tids afsløringer af, hvordan knapt så velstående mennesker er blevet narret til at bortadoptere deres børn, viser den hjerteskærende sandhed om, hvordan vi i barmhjertighedens tjeneste påfører børn og forældre en umenneskelig smerte ved at skille dem ad. Blot fordi vi er rigere, smartere, mere snedige og hungrende for at få børn, giver det os ikke ret til at drive denne handel med børn, som adoption i mange tilfælde er blevet til. Har ikke alle mennesker ret til at blive behandlet med respekt og værdighed? Er vi ikke ligeværdige mennesker alle sammen?..........................

I årene 1929 – 1967 blev 11.000 unge danskere steriliseret en lang række af dem ved tvang.

Tvangssterilisering blev anvendt som racehygiejne i Danmark, hvor de uønskede kvinders formering blev bremset med erklæringer udfærdiget som bestillingsarbejde med bestikkelses vederlag til politisk udpegede der optrådte som såkaldte vidner. Mange sagesløse kvinder var erklæret som såkaldte ’sinker’ uden de var det, blev tvangssteriliseret ud fra racehygiejniske motiver om at undgå ’undermennesker’. Vi har et stort sår på vores folkesjæl, for denne foranstaltning blev i sin tid brugt alt for flittigt overfor både handicappede, betlere, døve, blinde prostituerede osv. Af 'arvehygiejniske' grunde som det blev kaldt, da det i 30’erne blev indført med socialdemokraten K.K. Steincke i spidsen og med Rigsdagens fulde opbakning. I dag har vi med rette særdeles stramme regler for dette indgreb, men for et par år siden var der i radioen en udsendelse om moderen til tyveårige Mia, som fortalte, hvordan hun ønskede sin datter steriliseret, så datteren aldrig kunne få børn. Forklaringen var, at Mia er født med en hjerneskade, der gør, at hun mentalt er otte år, og aldrig bliver ældre. Det vil sige, hendes krop gør og hendes drifter gør, og derfor har Mia nu kærester, som hun sover sammen med. Hvis Mia bliver gravid og får et barn, vil det være en otteårig ikke en tyveårig, der får et barn. Hun kan under ingen omstændigheder tage sig af et barn, og barnet ville blive tvangsfjernet ved fødslen. Derfor moderens ønske, som hun havde fået afslag på to gange. Men som Mias mor i kærlighed til datteren gjorde opmærksom på, så vil man hellere give en ung pige den oplevelse at få sit barn fjernet og give et barn en opvækst som fjernet fra sin mor, frem for på forhånd at udelukke dét scenarie?

Der har også været tilfælde oppe i medierne, at svært psykisk udviklingshæmmede, ønskede sig børn, og da de havde svært ved at blive gravide af naturlig vej, gik de til læge for at få fertilitetsbehandling. Kvinderne blev hjulpet til at få børn, men så snart de blev født, blev de tvangsfjernet. En tvangssterilisation er et overgreb, men trods alt et mindre indgreb, som kun involverer et menneske. En tvangsadoption derimod er et langt alvorligere indgreb, som kan præge såvel mor som barn for resten af livet.

Adoptioner bliver ofte fremstillet som lykkelige glansbilledhistorier, win-win-situationer, stakkels små børn, som desværre er blevet født af nogle uegnede forældre bliver overtaget af andre forældre, som heldigvis er meget mere velegnede – overmenneskene overtager undermenneskenes børn og redder dem fra en kummerlig tilværelse, så er alle vel glade..........eller hvad? Adoption, skal altid være til gavn for barnet – helt enig. Der hvor vi går fejl, er når vi tror, vi enten skal tage barnets eller de biologiske forældres parti. Vi har svært ved at se, at vi kan tage begges parti – men hvis vi i stedet for at se syge , svage, fattige, socialt udsatte som undermennesker, men ser dem som et ligeværdige og ansvarlige mennesker, som selvfølgelig vil deres børn det bedste, så er der ikke længer tale om et enten eller. Forældrene skal opmuntres og anerkendes for deres indsats. Aldrig nedgøres. Med den rette indsats, hvor familierne behandles med respekt, anerkendelse og ligeværdighed tror jeg det i langt de fleste tilfælde vil kunne lade sig gøre at hjælpe familierne på ret køl igen.

Der er mange forældre fra Tønder til Brønderslev, der i bagklogskabens lys ikke burde have været forældre. Efter min mening er det ikke en menneskeret at få børn. Men alle mennesker – børn som voksne – rig som fattig – stærk som svag – har ret til et godt og værdigt liv. Vi skal værne om børnene, og vi skal værne om de svage i samfundet. Der er mennesker som er så handicappede fysisk eller psykisk helt klart ikke er egnede forældre, og som aldrig har mulighed for at blive det. Hvorfor overhovedet give dem mulighed for at få børn, som alligevel vil blive fjernet med det samme. Ville det ikke være mere humant at give dem lov til at blive steriliseret.

Måske vil der stadig være familier, der på trods af en massiv indsats stadig ikke magter opgaven som forældre, og hvor den bedste løsning for såvel forældre som børn er at anbringe børnene i en anden familie. Siden d. 1 oktober 2009 er reglerne for tvangsadoptioner blevet ændret. Før den tid var det et krav, at barnet skulle have været anbragt uden for hjemmet i syv år, før der kunne være tale om at bortadoptere uden forældrenes samtykke. Nu er det muligt også at tvangs adoptere børn under et år, hvis forældrene varigt er uden forældre evne og børn, som har været anbragt i den samme plejefamilie i over tre år, og hvis forældre er uden forældre evne. Hvis barnet er under 1 år, er det også en betingelse, at barnets forældre ikke kan spille en positiv rolle i forbindelse med samvær.

Det er min overbevisning, at alle har noget positivt at bidrage med. I nogle tilfælde kan det være en fordel for alle parter, at barnet bliver anbragt uden for hjemmet for en kortere eller længere periode, men at kappe alle bånd til fortiden, mener jeg kun yderst sjældent kan være til gavn for nogen. Hvis barnet skal sættes i pleje eller bortadopteres, bør det så vidt muligt altid forgå ad frivillighedens vej. Hvis man virkelig vil sine børn det bedste, og vil vi ikke alle det? - så kan der altså være tilfælde, hvor man må erkende sin egen utilstrækkelighed og overlade ansvaret til andre mennesker. At nå til denne konklusion, er efter min mening en ansvarlig beslutning. Mennesker som vælger at overlade deres børn til andre skal ses på med anerkendelse – ikke fordømmelse. Det er det største offer noget menneske kan bringe. Det er ikke at opgive sit barn, tvært imod er det at ville sit barn det bedste, uanset hvor ondt det gør på en selv. Barnet skal have den bedst mulige hjælp; men det skal de forældre, der står tilbage uden barn også. Dem må man på ingen måde lade i stikken. Adoptivforældre- og børn bliver helt naturligt hjulpet, de biologiske forældre skal også hjælpes. Andre forældre, som mister deres børn, bliver der også helt naturligt draget omsorg for. Der findes stort set ingen forskning her i Danmark om, hvordan biologiske mødre til bortadopterede klarer sig, og der er ingen hjælp at hente fra samfundets side . Det har jeg længe forsøgt at gøre noget ved. Nu har jeg en aftale med en forsker for at få afdækket biologiske mødres situation og behov for hjælp, og jeg satser på lige som de to andre parter i adoptionstrekanten at få bevilliget midler til det.

Man bør så vidt muligt undgå tvang. Jeg har kendt mange kvinder, som har måttet bortadoptere deres børn. Stort set alle er blevet presset, nærmest tvunget til det, ingen af disse kvinder har haft det godt med det. Jeg har talt med en enkelt kvinde, som helt og holdent selv havde truffet denne beslutning. Hun virkede afklaret med, at hun havde bortadopteret sit barn, men hun mødte ingen forståelse fra omgivelserne. Det var i deres øjne en utilgivelig handling. Jeg har også kendt kvinder, som har fået foretaget abort, nogle har følt sig presset til det, og har ikke følt,at det var deres egen beslutning. Disse kvinder har haft det dårligt med det i årevis efter, mens de kvinder som helt og holdent selv har truffet beslutningen, er de, som bedst har kunnet leve med det.

Der tales meget om forældre-evner. Men hvem skal bedømme det – og hvordan bliver det testet. Hvis vi skal gribe i egen barm, mon så ikke vi alle på et eller andet tidspunkt har svigtet vores børn eller været utilstrækkelige? Vi kan alle gøre det bedre. Forældre evnen er ikke nødvendigvis noget, der bare kommer af sig selv, idet man får børn – man modnes, men det er ikke altid nok. Adoptivforældre skal gå på kursus for at få lov til at adoptere. Det er også helt påkrævet, da det er en ganske særlig situation at skulle være forældre til børn født af andre. Men mon ikke de fleste biologiske forældre også ville kunne have gavn af et eller flere kurser i, hvordan man tager vare på børn.

Jeg har netop læst en artikel, hvor plejeforældre klager over, at de ikke bliver hørt, når de siger, at deres plejebarn har det svært, tværtimod bliver nogle truet med fyring. Nogle mener, at hvis sagsbehandlerne blev udsat for at få deres forældre-evner testet, så ville mange af dem dumpe. Jeg har også hørt biologiske forældre sige, at de ikke tør bede om hjælp, hvis de har svært ved at klare forældrerollen. De er simpelthen bange for at børnene vil blive fjernet fra dem. Hele systemet er efter min mening blevet alt for uigennemskueligt, og bygger på trusler, tvang og mistillid. Det tror jeg meget sjældent kan føre noget godt med sig. Mit juleønske kunne være et system, som bygger på gennemskuelighed, gensidig tillid, anerkendelse og ligeværdighed, et system hvor alle parter bliver hørt og taget alvorligt - børn, som voksne, biologiske forældre, som pleje og adoptivforældre, de som har papir på at de er eksperter, og de som ikke har papir på det – for vi er jo alle eksperter i netop den problematik vi selv har inde på livet. Med ønsket om en glædelig Jul og en bedre verden for os alle.



Ny minister på adoptionsområdetBortadoption

Posted by Aniella Bonnichsen 27 Aug, 2013 15:57:40

Ny Minister på Adoptionsområdet.

Så har Danmark fået ny Minister på adoptionsområdet. Lad os håbe, at hun vil tage opgaven alvorligt og også lytte på os, der virkelig ved, hvor skoen trykker. At hun ikke bare vil lytte på de, som modtager børn født af andre forældre, men også på os, som har mistet børn til adoption og til de, som har mistet deres oprindelige slægt.

I november måned 2012 rullede filmen Adoptionens pris over de danske fjernsynsskærme, og alle som så den, blev dybt berørte over historien om Masho og Ropa, som blev adopteret fra Etiopien til et dansk par, som skulle være deres nye forældre. En adoption, hvor alt gik galt. De biologiske forældre blev på et falskt grundlag franarret deres børn. De blev lovet, at de ville få rapporter om deres børn, at de ville bibeholde kontakten, og at deres børn ville få et bedre liv og alle muligheder i Danmark. Men, som vi så i filmen blev ingen af disse løfter holdt. Børnenes forældre ønskede at sige farvel til dem inden afrejsen, men ikke engang det, fik de lov til, de modtog heller ingen rapporter om børnene. Masho fik store problemer og kunne ikke bare tilpasse sig sin nye familie. Adoptivforældrene magtede ikke opgaven, Masho blev først sendt i aflastningsfamilie og siden på institution, hvor hun stadig er. I filmen så vi smerten i øjnene på den lille pige og for første gang på tv. så vi den mindst lige så store smerte i de etiopiske forældres øjne. Hen over sommeren 2012 kørte der en lang artikelserie i Politikken om et andet søskendepar, som også på et falskt grundlag var adopteret fra Etiopien til Danmark – også en adoption, hvor alt gik galt. Den store pige Amy blev løget yngre, end hun var, også i dette tilfælde opgav adoptivforældrene hende, hun kom i plejefamilie i en lang periode, hun blev fjernet med magt, selv om hun havde det godt der. Først blev hun placeret i et sommerhus og dernæst på institution, hvor hun ifølge Politikken isolerede sig på sit værelse og fik yderligere problemer. Efter et langt tovtrækkeri, kom hun igen tilbage til plejeforældrene. Siden har vi i TV set, hvordan børnehøstere er gået fra hus til hus og overtalt Etiopiske forældre til at bortadoptere deres børn. Mange frygtelige adoptionsskandaler fra store dele af verden er kommet frem i lyset, og naturligvis bliver vi dybt berørt. Når vi hører om den slags, måske tænker vi, at den slags foregår andre steder i verden – ikke her i lille Danmark – men tag ikke fejl, tilstandene har ikke været meget bedre herhjemme. Helt op til nyere tid, er unge kvinder blevet presset til at bortadoptere deres børn, ja selv i dag får unge mennesker som bliver uønsket gravide ikke altid den rette støtte og hjælp.

Langt op i det 20. århundrede var hovedproblemet, at antallet af uforsørgede børn langt oversteg antallet af forældre, der ønskede at have børn i pleje eller adoptere dem, fortæller Jens Hørlück i bogen »Adoption i Danmark«. »I begyndelsen af århundredet var det ingen sensation, hvis en tjenestepige fødte i dølgsmål og kvalte sit barn. Hvis en graviditet eller en fødsel blev opdaget, ville hun som regel blive sat på gaden. Bortadoption blev dengang anset for at være et udmærket middel for især unge mødre, der var kommet galt af sted«.

Efter anden verdenskrig skete der en markant ændring. Både fordi de økonomiske og sociale forhold blev markant bedre, og fordi det blev mere moralsk acceptabelt at være enlig mor. I 1948 blev 1.822, svarende til 29 % af alle børn født udenfor ægteskab, bortadopteret. Allerede i 1957 var tallet faldet til 749 eller 14 % af alle børn født udenfor ægteskab.

Hvor det før ofte var familier med mange børn i forvejen, der af barmhjertighed eller for økonomisk vinding tog forældreløse til sig, var det nu i stigende grad barnløse par, der adopterede. Sideløbende begyndte man at tale mere om barnets behov og vurdere adoptivforældrenes egnethed. Vera Skals, direktør i Mødrehjælpen, udtalte således i 1953: »Vi finder ikke et barn til et hjem. Vi finder et hjem til et barn«.

Hanne Reintoft, socialrådgiver, forfatter og tidligere folketingsmedlem, arbejdede som ung i Mødrehjælpen. Hun husker ikke tilbage på den tid med glæde.

»Som ung socialrådgiver led jeg meget under den tvang, vi underkastede de purunge kvinder«, siger hun i dag.»Først gav vi dem afslag på abort, dernæst pressede vi dem til adoption. De havde det ofte meget dårligt. Jeg husker en der sad i 6 timer hos mig på mit kontor og bare græd og græd. Jeg græd også selv til sidst«, fortæller hun.

Dette foregik i 50'erne og 60'erne. I 1970, fødte jeg en søn, som jeg også blev presset til at bortadoptere. For et par år siden fik jeg udgivet den første bog her i Danmark som fortæller om adoption fra den biologiske mors synsvinkel med titlen: Mit barn – hvor er du? Hanne Reintoft udtalte sig: ”Jeg har læst bogen med stor interesse og empati. En rystende beretning om en svigtet 15-årig - forrådt både af familie som samfund og også undret mig over, at det er en beskrivelse fra sidst i 1960erne. Jeg troede, at det jeg selv oplevede i den gamle Mødrehjælp et årti før var blevet historie.” hun udtalte sig endvidere: ”Med den stærke moderne trang til at kende sine rødder, er vi måske der, hvor anonyme adoptioner bør høre fortiden til. De bygger for så vidt på en statsautoriseret livsløgn”

Jeg har gennem ca. 25 år talt med utallige andre danske kvinder, og hørt uhyrlige historier om, hvordan de blev presset til at bortadoptere. Jeg havde ofte svært ved at tro, det kunne være rigtigt, at man behandlede unge kvinder på denne måde. Så hørte jeg Hanne Reintoft fortælle om, hvordan de nærmest tvang de unge piger til at bortadoptere, og hvor rasende de blev i adoptionsafdelingen, hvis de i stedet hjalp de unge piger til at beholde deres egne børn. Da vidste jeg, at alle de grusomme historier, jeg havde hørt, var rigtigt.

Da jeg blev presset til at bortadoptere, fik jeg besked på ikke at tale om det, men bare at leve videre som om ingenting var sket. Det var naturligvis umuligt, man glemmer aldrig sit barn og man lærer ikke bare at leve med det. Det tog mig virkelig mange år og var tæt på at koste mig livet. Siden har jeg arbejdet på at få sandheden om adoptioner frem i lyset og for at hjælpe andre som lider, efter at have mistet deres børn eller slægt. Mange andre kvinder i samme situation lærer aldrig at leve med det. Der er ingen hjælp at hente fra det danske samfunds side til kvinder, der har mistet deres børn til adoption. Jeg har efter mange års kamp fundet mit mistede barn igen, og vi er blevet lykkeligt genforenede. Det er ikke længere min egen kamp, jeg kæmper, jeg kæmper for alle andre i samme situation.

Jeg er i mellemtiden blevet uddannet psykoterapeut og naturligvis brænder mit hjerte mest af alt for mennesker med adoptions – problematikken inde på livet. Jeg har gennem tiden mødt og talt med masser af kvinder, som mere eller mindre frivilligt har måttet afgive deres børn. Der er kommet kvinder i min klinik, som har rendt samtlige myndigheder på dørene uden at kunne få hjælp. Jeg har kendt tilfælde helt op i 90'erne, hvor danske kvinder er blevet presset til at bortadoptere, ja selv i dag er der ingen hjælp at hente fra samfundets side til disse kvinder.

Da Karen Hækkerup blev valgt som socialminister rettede jeg henvendelse til hende, bød hende velkommen og bad hende om et møde for at tale adoption med hende. Jeg vidste, at hun talte med Adoption & samfund, som repræsenterer adoptivfamilierne, og forventede derfor, at hun også ville afse tid til at tale med en, som vidste, hvad det vil sige at miste et barn til adoption. Efter meget lang tid og adskillige rykkere svarede hun, at hun ikke havde tid til at tale med mig. Jeg henvendte mig gentagne gange, men stadig med samme resultat – de som har modtaget andre folks børn kunne hun godt finde tid til at tale med – men ikke med os, som har mistet børn.

I september måned 2012 var der en stor konference på Christiansborg med titlen Adoption – en politisk hånd til et godt liv. Her bad jeg om at få taletid – det kunne jeg ikke få. Der var kun tid til at tale om et godt liv for Adoptivfamilierne – et godt liv for de familier, som har mistet børn, kunne der ikke afsættes så meget som fem minutter til. Jeg mødte dog op, men var tydeligvis ikke velkommen. Andre, som også ønskede at få rettet op på de nuværende adoptionstilstande, kunne heller ikke tå taletid. Siden har Karen Hækkerup holdt møder med det etablerede adoptionssystem, som stort set alle består af adoptivforældre. Selvfølgelig det er godt, at der bliver gjort noget for adoptivfamilierne, men jeg troede vi levede i et demokratisk samfund, hvor alle parter skal høres. Det er stadig uforståeligt, at der ikke bliver ofret så meget som en krone på de oprindelige familier til adopterede. Adoption er selvfølgelig på sin plads, hvis det handler om forældreløse børn eller om forældre, som varigt er uden forældreevner. Men at forældre, som er i stand til at tage vare på deres børn, ikke får den tilstrækkelige hjælp til at beholde deres børn, er helt uacceptabelt – og at unge mennesker, som er uønskede gravide ikke får mulighed for at træffe et informeret valg er hverken acceptabelt eller lovligt.

På baggrund af de afslørede adoptionsskandaler blev der I januar 2013 blev der holdt Åbent Samråd på Christiansborg om de biologiske forældres retssikkerhed ved adoption. Karen Hækkerup udtalte bl.a. at hun skam talte med aktørerne i det her – hun talte med Adoption & Samfund. Men er aktørerne, når det handler om biologiske forældres retssikkerhed, ikke netop os biologiske forældre?

Efter adoptionskonferensen som var arrangeret af Adoption og Samfund i samarbejde med Özlem Zekic, talte jeg med Özlem. Hun foreslog mig at komme i foretræde for Socialudvalget. Jeg kom i foretræde, hvor jeg fik 15 minutter til at fortælle om de oprindelige forældres situation, den manglende forskning, manglende hjælp og støtte og hvad, jeg mente der burde gøres for sat rette op på tingenes tilstand. Her blev jeg foreslået at søge om sats-pulje-midler til et projekt til gavn for biologiske familier, der har mistet et barn eller er i fare for at miste et barn til adoption og til forskning om dette forsømte og uudforskede område.

Jeg søgte, men fik afslag, det mente man ikke der var behov for. Hele adoptions apparatet koster rigtig mange millioner hvert år. Adoption & Samfund forlanger af få 20 millioner om året, penge som udelukkende er til gavn for adoptivfamiliene. Selvfølgelig skal de også have hjælp – men hvor er hjælpen til de oprindelige familier, der har mistet deres børn??????????????? - og ville de oprindelige familier ikke være bedre hjulpet ved at få hjælp til at beholde deres egne børn, så vi så vidt muligt undgik at splitte familier ad, specielt når vi ved, hvor store og ofte livsvarige konsekvenser det kan få for børn og forældre.

Siden har jeg sammen med en adoptivmor og en adopteret dannet gruppen Adoptionstrekanten og nu fornylig en mere fortrolig gruppe for biologiske forældre og adopterede. Vi der har betalt adoptionens pris og har mistet vores børn eller vores oprindelige slægt vil ikke længere tie. VORES STEMMER SKAL OGSÅ HØRES. Derfor Kære Annette Vilhelmsen tillykke med, at du er blevet Socialminister – hør på os. Dette åbne brev er sendt til Annette Vilhelmsen

Åbent brev til den nye Socialminister Annette Vilhelmsen

Biologisk slægt og adopterede byder velkommen til den nye Social- Børne- og Integrationsminister Annette Vilhelmsen og ser frem til et positivt samarbejde.

Vi respekterer båndet mellem oprindelige forældre og børn og vores fokus er på en hidtil overset og marginaliseret gruppe: de oprindelige familier, som har mistet eller er i fare for at miste et barn til adoption – en gruppe, som bare her i landet består af ca. 10.000 forældrepar, en gruppe, som står uden den nødvendige hjælp og støtte.

Der kommer til stadighed flere og flere sager frem i lyset fra store dele af verden om børn på et falskt grundlag er blevet franarret deres oprindelige familier eller kidnappet og solgt til adoption. Ja selv her i Danmark skal vi blot få årtier tilbage, for at opleve en tid, hvor det var almindeligt at unge svage og fattige kvinder blev presset til at bortadoptere. Vi ønsker at få ryddet op i alle disse adoptionsskandaler Det skal ikke længere være muligt at udnytte andre mennesker for at danne nye familier. Den enes lykke må aldrig være på bekostning af den andens ulykke. Biologiske forældre skal altid have den bedst mulige støtte og hjælp til at beholde deres egne børn.

Lad os gøre Danmark til foregangsland for et nyt og mere tidssvarende adoptionssystem med respekt for alle tre parter i adoptionstrekanten. Adoption skal kun kunne komme på tale, hvis det er absolut nødvendigt – for barnets bedste. Adoption skal altid foregå på en værdig og etisk korrekt måde for alle parter. Åbne adoptioner, hvor kontakten mellem oprindelig familie og adoptivfamilie bevares er klart at foretrække, for såvel oprindelig slægt, som barn og dermed også adoptivforældrene. En adoption er vellykket, når den er det for alle tre parter. Adoption handler om at finde familie til forældreløse børn – ikke at finde børn til barnløse.

Vi håber, at Annette Vilhelmsen vil arbejde for etisk, juridisk, menneskeværdige forhold for alle tre parter før, under og efter eventuel adoption.

Gitte Jensen og Aniella Bonnichsen – to kvinder der har betalt adoptionens pris



Adoption - For hvis skyldBortadoption

Posted by Aniella Bonnichsen 24 Apr, 2013 11:55:35

Adoption – For hvis skyld?

Adoptioner bliver ofte fremstillet som lykkelige glansbilledhistorier, win-win-situationer, stakkels små børn, som desværre er blevet født af nogle uegnede forældre bliver overtaget af andre forældre, som heldigvis er meget mere velegnede – overmenneskene overtager undermenneskenes børn og redder dem fra en kummerlig tilværelse, så er alle vel glade..........eller?

I 2009 blev reglerne ændret, så det blev nemmere at tvangs bortadoptere børn fra forældre, som varigt er uden forældre-evner. Jeg er selv en af de kvinder, som 15 år gammel mistede et barn til adoption tilbage i 1970. Dette har præget hele min tilværelse på godt og ondt. I mange, mange år var mit liv et liv i lidelse, sorg, savn og uvished om mit barns skæbne. Det tog mig mange år at blive menneske igen, og 10 år måtte jeg bruge på at lede efter min bortadopterede søn. Vi er nu lykkeligt genforenede til stor glæde for os alle.

Jeg har spurgt mig selv: - Var jeg uden forældre-evner?...................Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg var faktisk en ansvarlig ung pige, som havde et stort hjerte for børn og tog mig ofte kærligt af andre folks børn. Men jeg var en ensom pige, havde ikke meget selvtillid, fik ingen støtte og hjælp til at beholde mit barn og var sikkert nem at manipulere med. Ingen viste interesse for, hvad jeg følte og tænkte. Ingen spurgte mig, hvad jeg ønskede for mig selv og mit barns fremtid. Jeg var tvunget af omstændighederne.............

For et stykke tid siden hørte jeg en anden kvinde fortælle om sit liv. En velstående kvinde nord for Whiskybæltet, en kvinde, som udadtil virkede tjekket, økonomien fejlede ikke noget, den ydre facade var i orden. Hun og hendes mand kom de rigtige steder, omgikkes de rigtige mennesker, dyrkede deres interesser, passede deres karrierer og rejste meget. De havde alle muligheder, deres børn fik alle muligheder og de elskede dem til døde. Alligevel var alt ikke godt og lykkeligt under den pæne overflade. Der var tre børn i familien, som efterhånden udviklede ganske alvorlige problemer, så som psykose, kokain misbrug, depression, spiseforstyrrelse samt massivt hash misbrug. Hvad der er foregået bag den pæne facade er ikke til at sige. Men kunne man forestille sig, at der blev stillet spørgsmålstegn ved en sådan ”fin” families forældre-evner?....................Eller for den sags skyld at et barn fra en velstående familie blev tvangsfjernet?.....................Næppe, behandler vi ikke altid de, der på overfladen er pæne, tjekkede og velstående med respekt og værdighed? Er rigdom, succes og de rette forbindelser ensbetydende med, at man har forældre evner? - og er svaghed, sygdom og fattigdom ensbetydende med dårlige forældre-evner?

Hvad giver os rige mennesker ret til at tro, at vi er bedre forældre til børn fra f.eks. Etiopien end børnenes egne biologiske forældre? Den senere tids afsløringer af, hvordan knapt så velstående mennesker er blevet narret til at bortadoptere deres børn, viser den hjerteskærende sandhed om, hvordan vi i barmhjertighedens tjeneste påfører børn og forældre en umenneskelig smerte ved at skille dem ad. Blot fordi vi er rigere, smartere, mere snedige og hungrende for at få børn, giver det os ikke ret til at drive denne handel med børn, som adoption i mange tilfælde er blevet til. Har ikke alle mennesker ret til at blive behandlet med respekt og værdighed? Er vi ikke ligeværdige mennesker alle sammen?..........................



Vi hører også ofte udtalelsen: Hvad er alternativet til adoption – er det ikke bedre at bortadoptere, frem for en at børnene skal være på børnehjem. Hvis vi tager eksemplet med det etiopiske børnehjem, så var børnehjemmet netop blevet oprettet med henblik på at bortadoptere børn, og da det blev lukket viste det sig, at næsten alle børn rent faktisk havde biologiske forældre, som godt kunne tage sig af dem, så alternativet for disse børn var altså at komme hjem til deres biologiske forældre, og er det ikke et bedre alternativ, at børn og forældre kan blive sammen frem for at sende børn over på den anden side af jorden, med det postulat at man giver dem en bedre tilværelse.

Der er da sikkert børn, der får en bedre tilværelse, men kan vi fortsat med god samvittighed gennemføre disse adoptioner, når vi ved, hvilke livslange traumer vi i mange tilfælde samtidig påfører talrige børn og forældre, efter at de brutalt er blevet revet fra hinanden. I udsendelsen Sporløs, hører man også jævnlig eksempler på børn, som er blevet anbragt på børnehjem for en kortere periode, og når forældrene kommer for at hente dem hjem, er de blevet bortadopteret uden forældrenes samtykke - er det rimeligt? - Hvor er de biologiske forældres retssikkerhed henne? Jeg ved ikke, hvor mange børnehjem i verden der er oprettet med henblik på bortadoption, og hvor mange af disse børn, som faktisk er blevet høstet med henblik på at blive bortadopteret, men lad os kumme til bunds i det frem for at bruge argumenter, som der måske ikke er så meget hold i alligevel.

Hvis vi virkelig mente, at det var så forfærdeligt for børn at være på børnehjem, og at vi kunne give dem en meget bedre tilværelse ved at bortadoptere dem og sende dem over på den anden side af jorden væk fra deres slægt, deres venner og deres oprindelige kultur. Hvorfor tager vi så ikke de danske børn, som er på børnehjem og bortadopterer til rige mennesker i Saudi Arabien for at give den en bedre tilværelse der?

Er det en menneskeret at få børn?Bortadoption

Posted by Aniella Bonnichsen 04 Mar, 2013 19:26:01

Sidste efterår blev jeg spurgt om at skrive en artikel om tvangsadoption. I den forbindelse var en af de ting jeg reflekterede over, om det ikke ville være mere humant at sterilisere kvinder, som varigt er uden forældre evner, frem for at lade dem blive gravide og føde børn, som bliver taget fra dem straks efter fødslen. Tvangssterilisering er et meget ømtåleligt emne, og der er ingen tvivl om, at en lang række mennesker uretmæssigt har lidt under dette indgreb

I årene 1929 – 1967 blev 11.000 unge danskere steriliseret en lang række af dem ved tvang.Tvangssterilisering blev anvendt som racehygiejne i Danmark, hvor de uønskede kvinders formering blev bremset med erklæringer om at de var ’sinker’ uden de var det. Kvinderne blev tvangssteriliseret ud fra racehygiejniske motiver om at undgå ’undermennesker’. Vi har et stort sår på vores folkesjæl, for denne foranstaltning blev i sin tid brugt alt for flittigt overfor både handicappede, betlere, døve, blinde, prostituerede osv. Af 'arvehygiejniske' grunde som det blev kaldt, da det i 30’erne blev indført med socialdemokraten K.K. Steincke i spidsen og med Rigsdagens fulde opbakning. I dag har vi med rette særdeles stramme regler for dette indgreb, men for et par år siden var der i radioen en udsendelse om moderen til tyveårige Mia, som fortalte, hvordan hun ønskede sin datter steriliseret, så datteren aldrig kunne få børn.

Forklaringen var, at Mia er født med en hjerneskade, der gør, at hun mentalt er otte år, og aldrig bliver ældre. Det vil sige, hendes krop gør og hendes drifter gør, og derfor har Mia nu kærester, som hun sover sammen med. Hvis Mia bliver gravid og får et barn, vil det være en otteårig ikke en tyveårig, der får et barn. Hun kan under ingen omstændigheder tage sig af et barn, og barnet ville blive tvangsfjernet ved fødslen. Derfor moderens ønske, som hun havde fået afslag på to gange. Men som Mias mor i kærlighed til datteren gjorde opmærksom på, så vil man hellere give en ung pige den oplevelse at få sit barn fjernet og give et barn en opvækst som fjernet fra sin mor, frem for på forhånd at udelukke dét scenarie?

Hermed Mias mors egne ord efter radioudsendelsen: ”Ja det er meget vigtig at få en debat i gang, men også et kæmpe tabu område, og det skal der laves om på. For sex er noget de fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv, uanset om de er retarderet eller normal fungerende. Den kæmpe store forskel er bare, at normal fungerende ved, at sex kan medføre graviditet, så langt tænker en retarderet ikke, de er 100% styret af deres lyster, og derfor tænker de ikke på at beskytte sig. Der ud over har normalt fungerende unge større muligheder for at de selv klare deres barn, og kommer videre i deres liv, på trods af et barn i en, måske, ung alder. Men retarderede, der aldrig selv bliver andet end et barn i en voksen krop, har ingen mulighed for hverken at tage vare på sig selv eller på et evt. barn, ergo bliver et evt. barn fjernet, og vi som forældre står tilbage med et ungt menneske, der igen har lidt et kæmpe følelsesmæssigt tab pga. deres handicap, og som vil forfølge dem resten af deres liv. Og vi har, som jeg sagde i radioen, et barnebarn vi aldrig får at se. Er det lykken for nogen? Nej bestemt ikke. Håber virkeligt at der bliver mere fokus på problemet omkring sterilisering, så det bliver nemmere at få en ansøgning her om igennem, og at vi derved kan skåne vores unge piger for at de på længere sigt, evt. udvikler en kræft form pga de hormoner de åbenbart skal fyldes med. Syntes det er forkasteligt, at nævnet for sterilisation og politikerne syntes, at der er den bedste løsning på problemet. Det er det hvis vores unge mennesker var normal fungerende, for her kan de gå ind og bruge bla. kondom i stedet for, men det kan vores unge mennesker ikke, for det kan de ikke finde ud af, og mange kan ikke lære det, og som sagt, sætter de ikke sex og børn i forbindelse med hinanden. Vores unge er derfor tvunget til at blive fyldt med hormoner i min. 10 år inden de kan få en lovlig tilladelse til at blive steriliseret. Og derved øge deres kræft risiko betydeligt.”

Der har også været tilfælde oppe i medierne, at svært psykisk udviklingshæmmede, ønskede sig børn, og da de havde svært ved at blive gravide af naturlig vej, gik de til læge for at få fertilitetsbehandling. Kvinderne blev hjulpet til at få børn, men så snart de blev født, blev de tvangsfjernet.

Skal alle mennesker have ret til at få børn? - Hvis de – som Mia ikke er i stand til at fungere som forældre, skal de så alligevel have lov til at blive det? - Er det en menneskeret at få børn? - og hvis det er en menneskeret, hvad skal en ung pige som Mia med denne ret til at sætte et barn i verden, et barn, som under alle omstændigheder vil blive taget fra hende umiddelbart efter fødslen – er det en god start, at give et barn i livet? - og er der nogen som helst mening i at udsætte en ung handicappet pige for at skulle gå gennem en graviditet og føde et barn, som hun alligevel ikke har nogen mulighed for at tage vare på.

Der tales så meget om, alt hvad der skal gøres for adoptivfamilierne med rådgivning osv. - det er selvfølgelig også helt påkrævet, men hvad med også at sætte fokus på de kvinder, som lægger krop til at andre kan få børn. Hvad med at give disse kvinder støtte og rådgivning. Ville, en ung kvinde som Mia ikke være bedre hjulpet ved at blive steriliseret frem for at skulle udsættes for dette? Der er mennesker, som ikke er i stand til og aldrig bliver i stand til at drage omsorg for et barn Efter min mening er det ikke en menneskeret at få børn, derimod mener jeg det må være en menneskeret, at et barn har forældre, som er i stand til at drage omsorg for det på en ansvarlig og betryggende måde, og det må også være en mennesker, at alle bliver behandlet på en menneskeværdig måde, også udsatte og handicappede mennesker som Mia

En tvangssterilisation er et overgreb, det er der ingen tvivl om, men trods alt et mindre indgreb, som kun involverer et menneske. En tvangsadoption derimod er et langt alvorligere indgreb, som involverer såvel biologisk familie som barn for resten af livet.

Adoption må aldrig handle om at finde børn til barnløse – men derimod om at finde forældre til forældreløse.

Jeg vil gerne høre andres mening om disse spørgsmål -

Er det en menneskeret at få børn?

Er der nogen rimelighed i, at mennesker som varigt er uden forældre evne alligevel skal kunne sætte børn i verden?

Er det ikke på tide, at der bliver etableret støtte og rådgivning til biologiske forældre, som er i fare for at miste deres børn eller har mistet deres børn til adoption?

Adoptivfamilier, som jo er ret velstående familier får helt naturligt rådgivning til at klare den nye situation – mens de biologiske familier, som mister deres børn til adoption tilsyneladende forventes at klare det selv, er det rimeligt?

1 års-dagen efter bogudgivelseBortadoption

Posted by Aniella Bonnichsen 25 Jan, 2012 17:45:22

25-01-12

I dag er det præcis et år siden, min bog udkom. Jeg havde vidst i mange år, at jeg måtte have denne bog udgivet, så det har været meget stort for mig, da det endelig blev en realitet, og selv om jeg selvfølgelig havde glædet mig rigtig meget til det, må jeg sige, at det i starten var meget overvældende. Pludselig var der en masse mennesker, som ønskede at tale med mig. Jeg har fået en hel del respons på min bog – heldigvis langt overvejende meget positiv. Jeg har fået henvendelser fra både adopterede, biologiske mødre og adoptivmødre, men også fra helt ”almindelige” mennesker, ja selv fra mennesker som ikke engang selv har børn. Alle er kommet med rosende ord om bogen. Jeg har stort set hver gang fået at vide, at de faktisk slet ikke kunne lægge den fra sig, når først de var gået i gang med at læse.

Meget hurtigt blev jeg også kontaktet af Familiestyrelsen, som ønskede mig tillykke med bogen, sagde, at det var spændende læsning og fortalte mig så, at de nu havde lavet proceduren om. Før har det faktisk været sådan, at adoptivforældre livet igennem helt lovligt har kunnet hindre biologiske mødre og søskende i at få kontakt med en bortadopteret selv efter, at vedkommende var fyldt 18 år. Nu er reglerne blevet lempet, således at der i dag er åbnet muligheder for biologisk slægt. Deciderede rettigheder har vi dog endnu ikke, vi er stadig ikke ligeberettigede med vores bortadopterede børn, end ikke efter, at de er blevet personligt myndige, så der er stadig noget at arbejde med. Men der da så absolut sket positive ting, som viser en større anerkendelse af det biologiske bånds betydning.

Jeg fik også ret hurtigt henvendelse fra Hanne Reintoft, som jo har arbejdet i den gamle mødrehjælp og været med til at formidle masser af disse anonyme adoptioner. Hun fortalte mig, at de dengang nærmest tvang de unge, svage og fattige kvinder til at bortadoptere deres børn. Hun forsøgte altid at hjælpe de unge kvinder til at beholde deres børn, men hver gang hun meddelte dem, at nu havde hun fået aflyst en planlagt adoption, blev hendes kolleger rasende og forargede på hende. De løg oven i købet for disse stakkels kvinder. Jeg har selv oplevet at blive løget overfor, og jeg har hørt masser af frygtelige historier fra andre kvinder om hvordan, de er blevet løget overfor og nærmest fået franarret deres børn. Jeg må indrømme, at jeg dengang tvivlede på, at det kunne have været så grelt – nu ved jeg, det er sandt. Selv om det er mange år siden, synes jeg, det er vigtigt, at disse ting kommer frem i lyset.

Ligeledes synes jeg, det er vigtigt at få frem i lyset, hvad der foregår mange andre steder i verden. Sydkorea er et af de lande, der bliver bortadopteret rigtig mange børn fra, selv om landet i dag er et af verdens rigeste. 7 ud af 10 enlige mødre bortadopterer deres børn, og i de tilfælde, hvor adoptionsorganisationer er ind over, er antallet af bortadoptioner 9 ud af 10. Det er så tabubelagt at være enlig mor, at der end ikke findes et ord for enlig mor på koreansk. Det er særdeles vanskeligt at klare sig som enlig mor i Sydkorea, da det regnes for så skamfuldt, at enlige mødre ofte mister deres arbejde og ligeledes bliver udstødt af familien. Her er et link til en artikel og en radioudsendelse, som fortælle om dette: http://www.dr.dk/P1/P1Dokumentar/Udsendelser/2011/10/11115614.htm

Der er en del ting, man kan reflektere over, og mange ting , som jeg synes, er vigtigt at få frem i lyset. I det forløbne år har historien om den lille Holger også været på alles læber, alle har følt med de stakkels forældre, som måtte leve i uvished om deres barns skæbne et helt døgn. Den samme uvished er vi biologiske forældre tvunget til at leve med - ikke bare ét døgn - men livet igennem. Er der nogen rimelighed i det? . . . .Ok. adoption kan da være en god løsning i visse tilfælde. Den bliver foretaget for at nogle andre mennesker kan tage sig af barnet, mens det er barn. Men hvad er lige grunden til at opretholde anonymiteten efter, at barnet er blevet myndigt? – Jeg spørger bare . . .

Jeg forstår da godt, hvis nogle adoptivforældre kan være urolige, men dybest set, vil der jo aldrig gå noget fra dem. Tværtimod så kan det blive en berigelse for alle parter, hvis man åbnede sig mere over for hinanden, og hvis der fra samfundets side blev åbnet bedre muligheder for dette. Jeg har efter min bogudgivelse også fået henvendelse fra en adoptivmor, som har adopteret ved åben adoption, dvs. hun kender den biologiske mor. De ses en gang om måneden, og barnet vokser således helt naturligt op med to mødre. Jeg er sikker på, at dette vil være vejen frem. Væk med alle hemmelighedskræmmerierne, frem i lyset med tingenes rette sammenhæng.

Jeg har skrevet et brev til Socialminister Karen Hækkerup og bedt om et personligt møde. Jeg har dog endnu ikke fået noget svar. Der er Gud ske lov ikke så mange danske bortadoptioner mere, men de forekommer dog stadig. Hvis vi først får rettet på tingenes tilstand herhjemme, vil vi også have langt bedre resurser til at hjælpe alle andre lande.

Jeg vil slutte af med at fortælle, at jeg i år for første gang i mit liv har tilbragt julen sammen med alle mine fire drenge – et stor ønske, jeg længe har haft, er blevet opfyldt. Det har været rigtigt dejligt – meget vellykket hele vejen igennem. Til sidst lige til sidst tilføje den seneste tilbagemelding, jeg har fået - dog i anonymiseret form. Indtil videre har folk foretrukket at skrive til mig på min private mail. Det er I stadig velkommen til, men I skal også være velkommen til at skrive her på blokken, hvad enten I har kommentarer til min bog, mine synspunkter, personlige oplevelser eller andet, der vedrører adoption.

Jeg håber alle har haft en god jul og er kommet godt ind i det nye år. Her følger den seneste tilbagemelding, jeg har fået:

Kære Aniella,
Jeg har netop læst din bog-nærmest slugt den-hvor er den og ikke mindst du fantastisk!
Jeg er selv danskadopteret fra 1973 fra XX-sygehus og boede de første 4 måneder på XX- spædbørnehjem. Mine biologiske forældre var 15 og 17 og kunne ikke beholde mig! Jeg har altid vidst at jeg var adopteret, da mine forældre har været meget åbne og naturlige omkring det!
Da jeg fyldte 18 år i 1991 opsøgte jeg mine bioér (som jeg kalder dem) og de var på det tidspunkt stadigvæk sammen! Det gjorde det en del lettere og tilmed havde jeg pludselig fået en helbiologisk lillesøster som er 12 år yngre end mig! De blev så skilt året efter, men jeg har stadig kontakt til begge!
Det har været en rigtig god oplevelse og overvældende til tider, men jeg er rigtig glad for at jeg nu har fået ro i sjælen....
Jeg har faktisk lige skrevet til XX-spædbørnehjem fordi jeg så gerne vil se lokalerne og få sat lidt billeder på fortællingerne som jeg har fået igennem årene, men desværre uden respons!
Min adoptivmor er også helt vild med din bog og jeg vil varmt anbefale den til alle i lignende situation!
Det var bare lige noget jeg havde brug for at skrive til dig-du er sådan een man gerne vil kende!
Kærlig hilsen PB


Min bogBortadoption

Posted by Aniella Bonnichsen 14 Jan, 2011 14:56:30

Hej

Jeg hedder Aniella Bonnichsen og er forfatter til bogen Mit barn – hvor er du?

Den væsentligste grund til, at jeg har skrevet en bog, er, at jeg vil synliggøre biologiske mødre og hjælpe andre biologiske mødre til også at få deres værdighed tilbage.

I 1997 så jeg min søn for første gang i 26 år. Ikke siden en enkelt gang tre måneder efter fødslen havde jeg kunne omfavne det barn, jeg selv havde bragt til verden. Jeg var kun 15 år, da jeg fødte, og det var min unge alder, der gjorde, at min søn blev bortadopteret.

Da jeg som ganske ung underskrev adoptionspapirerne, frasagde jeg mig samtidig alle rettigheder til at få noget som helst at vide om min søns videre liv. Som de fleste andre biologiske mødre levede jeg i årene efter knuget af skyld og skam, men efter en fødsel mange år senere, som var meget tæt på at koste mig livet, indså jeg, at der ingen tid var at spilde. Jeg kunne ikke affinde mig med at gå og håbe og vente på, at min søn måske en dag ville banke på min dør. Jeg valgte selv at opsøge ham, fordi jeg ikke ville stille mig tilfreds med, at jeg ingen rettigheder havde. Det var ikke let, men efter mange års søgen fandt jeg ham.

Der er altid tre sider i adoptionstrekanten. Jeg er den stemme, der stort set aldrig bliver hørt, så i min bog kommer jeg med mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle parter. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om adoptionsproblematikken og lægger op til debat, og du er meget velkommen til at deltage her på min blog.