Bortadoption

Bortadoption

Min og din stemme

"Der er altid tre sider i adoptionstrekanten. Jeg er den stemme, der stort set aldrig bliver hørt, så i bogen Mit barn - hvor er du? kommer jeg med mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle parter. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om adoptionsproblematikken og lægger op til en debat, som du kan deltage i her på bloggen."

Aniella Bonnichsem

1 års-dagen efter bogudgivelse

BortadoptionPosted by Aniella Bonnichsen 25 Jan, 2012 17:45:22
25-01-12

I dag er det præcis et år siden, min bog udkom. Jeg havde vidst i mange år, at jeg måtte have denne bog udgivet, så det har været meget stort for mig, da det endelig blev en realitet, og selv om jeg selvfølgelig havde glædet mig rigtig meget til det, må jeg sige, at det i starten var meget overvældende. Pludselig var der en masse mennesker, som ønskede at tale med mig. Jeg har fået en hel del respons på min bog – heldigvis langt overvejende meget positiv. Jeg har fået henvendelser fra både adopterede, biologiske mødre og adoptivmødre, men også fra helt ”almindelige” mennesker, ja selv fra mennesker som ikke engang selv har børn. Alle er kommet med rosende ord om bogen. Jeg har stort set hver gang fået at vide, at de faktisk slet ikke kunne lægge den fra sig, når først de var gået i gang med at læse.

Meget hurtigt blev jeg også kontaktet af Familiestyrelsen, som ønskede mig tillykke med bogen, sagde, at det var spændende læsning og fortalte mig så, at de nu havde lavet proceduren om. Før har det faktisk været sådan, at adoptivforældre livet igennem helt lovligt har kunnet hindre biologiske mødre og søskende i at få kontakt med en bortadopteret selv efter, at vedkommende var fyldt 18 år. Nu er reglerne blevet lempet, således at der i dag er åbnet muligheder for biologisk slægt. Deciderede rettigheder har vi dog endnu ikke, vi er stadig ikke ligeberettigede med vores bortadopterede børn, end ikke efter, at de er blevet personligt myndige, så der er stadig noget at arbejde med. Men der da så absolut sket positive ting, som viser en større anerkendelse af det biologiske bånds betydning.

Jeg fik også ret hurtigt henvendelse fra Hanne Reintoft, som jo har arbejdet i den gamle mødrehjælp og været med til at formidle masser af disse anonyme adoptioner. Hun fortalte mig, at de dengang nærmest tvang de unge, svage og fattige kvinder til at bortadoptere deres børn. Hun forsøgte altid at hjælpe de unge kvinder til at beholde deres børn, men hver gang hun meddelte dem, at nu havde hun fået aflyst en planlagt adoption, blev hendes kolleger rasende og forargede på hende. De løg oven i købet for disse stakkels kvinder. Jeg har selv oplevet at blive løget overfor, og jeg har hørt masser af frygtelige historier fra andre kvinder om hvordan, de er blevet løget overfor og nærmest fået franarret deres børn. Jeg må indrømme, at jeg dengang tvivlede på, at det kunne have været så grelt – nu ved jeg, det er sandt. Selv om det er mange år siden, synes jeg, det er vigtigt, at disse ting kommer frem i lyset.

Ligeledes synes jeg, det er vigtigt at få frem i lyset, hvad der foregår mange andre steder i verden. Sydkorea er et af de lande, der bliver bortadopteret rigtig mange børn fra, selv om landet i dag er et af verdens rigeste. 7 ud af 10 enlige mødre bortadopterer deres børn, og i de tilfælde, hvor adoptionsorganisationer er ind over, er antallet af bortadoptioner 9 ud af 10. Det er så tabubelagt at være enlig mor, at der end ikke findes et ord for enlig mor på koreansk. Det er særdeles vanskeligt at klare sig som enlig mor i Sydkorea, da det regnes for så skamfuldt, at enlige mødre ofte mister deres arbejde og ligeledes bliver udstødt af familien. Her er et link til en artikel og en radioudsendelse, som fortælle om dette: http://www.dr.dk/P1/P1Dokumentar/Udsendelser/2011/10/11115614.htm

Der er en del ting, man kan reflektere over, og mange ting , som jeg synes, er vigtigt at få frem i lyset. I det forløbne år har historien om den lille Holger også været på alles læber, alle har følt med de stakkels forældre, som måtte leve i uvished om deres barns skæbne et helt døgn. Den samme uvished er vi biologiske forældre tvunget til at leve med - ikke bare ét døgn - men livet igennem. Er der nogen rimelighed i det? . . . .Ok. adoption kan da være en god løsning i visse tilfælde. Den bliver foretaget for at nogle andre mennesker kan tage sig af barnet, mens det er barn. Men hvad er lige grunden til at opretholde anonymiteten efter, at barnet er blevet myndigt? – Jeg spørger bare . . .

Jeg forstår da godt, hvis nogle adoptivforældre kan være urolige, men dybest set, vil der jo aldrig gå noget fra dem. Tværtimod så kan det blive en berigelse for alle parter, hvis man åbnede sig mere over for hinanden, og hvis der fra samfundets side blev åbnet bedre muligheder for dette. Jeg har efter min bogudgivelse også fået henvendelse fra en adoptivmor, som har adopteret ved åben adoption, dvs. hun kender den biologiske mor. De ses en gang om måneden, og barnet vokser således helt naturligt op med to mødre. Jeg er sikker på, at dette vil være vejen frem. Væk med alle hemmelighedskræmmerierne, frem i lyset med tingenes rette sammenhæng.

Jeg har skrevet et brev til Socialminister Karen Hækkerup og bedt om et personligt møde. Jeg har dog endnu ikke fået noget svar. Der er Gud ske lov ikke så mange danske bortadoptioner mere, men de forekommer dog stadig. Hvis vi først får rettet på tingenes tilstand herhjemme, vil vi også have langt bedre resurser til at hjælpe alle andre lande.

Jeg vil slutte af med at fortælle, at jeg i år for første gang i mit liv har tilbragt julen sammen med alle mine fire drenge – et stor ønske, jeg længe har haft, er blevet opfyldt. Det har været rigtigt dejligt – meget vellykket hele vejen igennem. Til sidst lige til sidst tilføje den seneste tilbagemelding, jeg har fået - dog i anonymiseret form. Indtil videre har folk foretrukket at skrive til mig på min private mail. Det er I stadig velkommen til, men I skal også være velkommen til at skrive her på blokken, hvad enten I har kommentarer til min bog, mine synspunkter, personlige oplevelser eller andet, der vedrører adoption.

Jeg håber alle har haft en god jul og er kommet godt ind i det nye år. Her følger den seneste tilbagemelding, jeg har fået:

Kære Aniella,
Jeg har netop læst din bog-nærmest slugt den-hvor er den og ikke mindst du fantastisk!
Jeg er selv danskadopteret fra 1973 fra XX-sygehus og boede de første 4 måneder på XX- spædbørnehjem. Mine biologiske forældre var 15 og 17 og kunne ikke beholde mig! Jeg har altid vidst at jeg var adopteret, da mine forældre har været meget åbne og naturlige omkring det!
Da jeg fyldte 18 år i 1991 opsøgte jeg mine bioér (som jeg kalder dem) og de var på det tidspunkt stadigvæk sammen! Det gjorde det en del lettere og tilmed havde jeg pludselig fået en helbiologisk lillesøster som er 12 år yngre end mig! De blev så skilt året efter, men jeg har stadig kontakt til begge!
Det har været en rigtig god oplevelse og overvældende til tider, men jeg er rigtig glad for at jeg nu har fået ro i sjælen....
Jeg har faktisk lige skrevet til XX-spædbørnehjem fordi jeg så gerne vil se lokalerne og få sat lidt billeder på fortællingerne som jeg har fået igennem årene, men desværre uden respons!
Min adoptivmor er også helt vild med din bog og jeg vil varmt anbefale den til alle i lignende situation!
Det var bare lige noget jeg havde brug for at skrive til dig-du er sådan een man gerne vil kende!
Kærlig hilsen PB


  • Comments(1)//blog.bortadoption.dk/#post1