Bortadoption

Bortadoption

Min og din stemme

"Der er altid tre sider i adoptionstrekanten. Jeg er den stemme, der stort set aldrig bliver hørt, så i bogen Mit barn - hvor er du? kommer jeg med mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle parter. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om adoptionsproblematikken og lægger op til en debat, som du kan deltage i her på bloggen."

Aniella Bonnichsem

Tvangsadoption - for barnets bedste?

BortadoptionPosted by Aniella Bonnichsen 08 Oct, 2013 17:39:07

Tvangsadoptioner – for barnets bedste?

Nu nærmer julen sig med alle dens hyggelige traditioner. Julen er hjerternes fest, julen er en tid forbundet med mange følelser og mange minder – gode som dårlige. Vi vil gerne mindes vores barndoms jul, specielt hvis den er forbundet med dejlige minder, men den kan også være forbundet med smertelige minder, hvis vi har f.eks. ikke har kunnet være sammen med vores nærmeste familie og dem, vi føler os mest forbundet med. For mit vedkommende var sidste jul var en særlig jul. I en alder af 57 oplevede jeg for første gang i mit liv at være sammen med alle mine børn. Det var en helt ubeskrivelig følelse. For tre år siden oplevede jeg også en helt fantastisk jul - for første gang i mit liv var jeg sammen med min ældste søn juleaften. Til næste år kan jeg også se frem til helt vidunderlig jul. For første gang i mit liv skal jeg være sammen med alle mine børn og alle mine børnebørn. Måske vil I undre jeg over, at jeg i min alder, aldrig før har haft alle mine børn hos mig i julen, men sagen er den, at jeg i mange, mange år har været afskåret fra kontakt med mit første barn. Jeg var kun 15 år gammel, da jeg fik mit første barn, og uden støtte fra hverken samfundet eller familien, så jeg ikke andre muligheder end, at give ham bort til fremmede mennesker. Kun en gang fik jeg lov til at være sammen med ham, da han var helt lille og var på spædbørnshjem. Herefter var det nærmest en stiltiende aftale, at jeg underskrev adoptionspapirerne. Det var mit livs absolut tungeste beslutning, ubeskriveligt svært at leve med.

I mange år var julen ikke en glædelig tid for mig. Det var en smertens tid – som bare mindede mig om min store sorg og smerte. Jeg savnede min lille søn, som jeg ikke var i stand til at give et kys, et kram, en gave. Jeg skulle ikke danse rundt om juletræet med ham i hånden og se julelysene i hans øjne. Julen var en rigtig svær tid for mig. Hvad, der også var en rigtig svært for mig, var tiden omkring min søns fødselsdag. Hvert år fejrede jeg i mit eget stille sind hans fødselsdag. Jeg tændte et lys for ham, og mindedes den dag, han blev født. Det gjorde ondt i krop og sjæl – jeg var afskåret fra kontakt med ham – jeg kunne ikke give ham en dejlig dag med lys, lagkage, fest og gaver. De første år efter, at jeg havde måttet give mit barn fra mig fik jeg hvert år mælk i brysterne omkring hans fødselsdag. På afstand fulgte jeg ham hver eneste dag i tankerne.

10 år senere fik jeg det første barn, som jeg kunne få lov til at beholde. Endelig kunne jeg blive anerkendt som mor – og kunne vise omverden og mig selv, at jeg faktisk godt kunne fungere som mor. Livet begyndte at være værd at leve igen. Men savnet af mit første barn, blev ved med at slide på mig. Der skulle gå 17 år, før jeg lærte at leve med mit livs skæbne og yderligere 10 år brugte jeg på at lede efter mit første barn. Da jeg så ham igen efter 26 års adskillelse var han både en fremmed mand, men samtidig mit lille barn, som jeg bare havde lyst til at passe på og drage omsorg for. På en måde var det som om, vi havde kendt hinanden altid. Det blev en stor lykke for os begge omsider at blive en del af hinandens liv – og min søn, ja, tænk, han kunne genkende min duft. Dette for at illustrere hvor tæt mor og barn er forbundne gennem graviditet og fødsel. Jeg tror alle mødre kender det stærke bånd, de har til deres børn og elsker deres børn betingelsesløst. Dette bånd skal altid respekteres.

Var jeg uden forældre-evner?...................Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg var faktisk en ansvarlig ung pige, som havde et stort hjerte for børn og altid tog mig kærligt af andre folks børn. Men jeg var en ensom pige, havde ikke meget selvtillid, fik ingen støtte og opbakning og var sikkert nem at manipulere med. Som en udtrykte det – jeg måtte give mit barn væk, for at få lov til at blive ved med at være min mors datter. Ingen interesserede sig for, hvad jeg følte og tænkte, ingen spurgte mig, hvad jeg ønskede for mig selv og mit barns fremtid. Jeg var tvunget af omstændighederne.............

I forrige uge fik en velstående kvinde nord for Whiskybæltet udgivet en bog. En kvinde, som udadtil virkede tjekket, økonomien fejlede ikke noget, den ydre facade var i orden. Hun og hendes mand kom de rigtige steder, omgikkes de rigtige mennesker, dyrkede deres interesser, passede deres karrierer og rejste meget. De havde alle muligheder, deres børn fik alle muligheder, og de elskede dem til døde. Alligevel var alt ikke godt og lykkeligt under den pæne overflade. Der var tre børn i familien, som efterhånden udviklede ganske alvorlige problemer, så som psykose, kokain misbrug, depression, spiseforstyrrelse samt massivt hash misbrug. Hvad der er foregået bag den pæne facade, ved jeg ikke Men kunne man forestille sig, at der blev stillet spørgsmålstegn ved en sådan ”fin” families forældre-evner?....................Eller for den sags skyld at et barn fra en velstående familie blev tvangsfjernet?.....................Næppe, behandler vi ikke altid de, der på overfladen er pæne, tjekkede og velstående med respekt og værdighed? Er rigdom, succes og de rette forbindelser ensbetydende med, at man har forældre evner? - og er svaghed, sygdom og fattigdom ensbetydende med dårlige forældre-evner?

Hvad giver os rige mennesker ret til at tro, at vi er bedre forældre til børn fra f.eks. Etiopien end børnenes egne biologiske forældre? Den senere tids afsløringer af, hvordan knapt så velstående mennesker er blevet narret til at bortadoptere deres børn, viser den hjerteskærende sandhed om, hvordan vi i barmhjertighedens tjeneste påfører børn og forældre en umenneskelig smerte ved at skille dem ad. Blot fordi vi er rigere, smartere, mere snedige og hungrende for at få børn, giver det os ikke ret til at drive denne handel med børn, som adoption i mange tilfælde er blevet til. Har ikke alle mennesker ret til at blive behandlet med respekt og værdighed? Er vi ikke ligeværdige mennesker alle sammen?..........................

I årene 1929 – 1967 blev 11.000 unge danskere steriliseret en lang række af dem ved tvang.

Tvangssterilisering blev anvendt som racehygiejne i Danmark, hvor de uønskede kvinders formering blev bremset med erklæringer udfærdiget som bestillingsarbejde med bestikkelses vederlag til politisk udpegede der optrådte som såkaldte vidner. Mange sagesløse kvinder var erklæret som såkaldte ’sinker’ uden de var det, blev tvangssteriliseret ud fra racehygiejniske motiver om at undgå ’undermennesker’. Vi har et stort sår på vores folkesjæl, for denne foranstaltning blev i sin tid brugt alt for flittigt overfor både handicappede, betlere, døve, blinde prostituerede osv. Af 'arvehygiejniske' grunde som det blev kaldt, da det i 30’erne blev indført med socialdemokraten K.K. Steincke i spidsen og med Rigsdagens fulde opbakning. I dag har vi med rette særdeles stramme regler for dette indgreb, men for et par år siden var der i radioen en udsendelse om moderen til tyveårige Mia, som fortalte, hvordan hun ønskede sin datter steriliseret, så datteren aldrig kunne få børn. Forklaringen var, at Mia er født med en hjerneskade, der gør, at hun mentalt er otte år, og aldrig bliver ældre. Det vil sige, hendes krop gør og hendes drifter gør, og derfor har Mia nu kærester, som hun sover sammen med. Hvis Mia bliver gravid og får et barn, vil det være en otteårig ikke en tyveårig, der får et barn. Hun kan under ingen omstændigheder tage sig af et barn, og barnet ville blive tvangsfjernet ved fødslen. Derfor moderens ønske, som hun havde fået afslag på to gange. Men som Mias mor i kærlighed til datteren gjorde opmærksom på, så vil man hellere give en ung pige den oplevelse at få sit barn fjernet og give et barn en opvækst som fjernet fra sin mor, frem for på forhånd at udelukke dét scenarie?

Der har også været tilfælde oppe i medierne, at svært psykisk udviklingshæmmede, ønskede sig børn, og da de havde svært ved at blive gravide af naturlig vej, gik de til læge for at få fertilitetsbehandling. Kvinderne blev hjulpet til at få børn, men så snart de blev født, blev de tvangsfjernet. En tvangssterilisation er et overgreb, men trods alt et mindre indgreb, som kun involverer et menneske. En tvangsadoption derimod er et langt alvorligere indgreb, som kan præge såvel mor som barn for resten af livet.

Adoptioner bliver ofte fremstillet som lykkelige glansbilledhistorier, win-win-situationer, stakkels små børn, som desværre er blevet født af nogle uegnede forældre bliver overtaget af andre forældre, som heldigvis er meget mere velegnede – overmenneskene overtager undermenneskenes børn og redder dem fra en kummerlig tilværelse, så er alle vel glade..........eller hvad? Adoption, skal altid være til gavn for barnet – helt enig. Der hvor vi går fejl, er når vi tror, vi enten skal tage barnets eller de biologiske forældres parti. Vi har svært ved at se, at vi kan tage begges parti – men hvis vi i stedet for at se syge , svage, fattige, socialt udsatte som undermennesker, men ser dem som et ligeværdige og ansvarlige mennesker, som selvfølgelig vil deres børn det bedste, så er der ikke længer tale om et enten eller. Forældrene skal opmuntres og anerkendes for deres indsats. Aldrig nedgøres. Med den rette indsats, hvor familierne behandles med respekt, anerkendelse og ligeværdighed tror jeg det i langt de fleste tilfælde vil kunne lade sig gøre at hjælpe familierne på ret køl igen.

Der er mange forældre fra Tønder til Brønderslev, der i bagklogskabens lys ikke burde have været forældre. Efter min mening er det ikke en menneskeret at få børn. Men alle mennesker – børn som voksne – rig som fattig – stærk som svag – har ret til et godt og værdigt liv. Vi skal værne om børnene, og vi skal værne om de svage i samfundet. Der er mennesker som er så handicappede fysisk eller psykisk helt klart ikke er egnede forældre, og som aldrig har mulighed for at blive det. Hvorfor overhovedet give dem mulighed for at få børn, som alligevel vil blive fjernet med det samme. Ville det ikke være mere humant at give dem lov til at blive steriliseret.

Måske vil der stadig være familier, der på trods af en massiv indsats stadig ikke magter opgaven som forældre, og hvor den bedste løsning for såvel forældre som børn er at anbringe børnene i en anden familie. Siden d. 1 oktober 2009 er reglerne for tvangsadoptioner blevet ændret. Før den tid var det et krav, at barnet skulle have været anbragt uden for hjemmet i syv år, før der kunne være tale om at bortadoptere uden forældrenes samtykke. Nu er det muligt også at tvangs adoptere børn under et år, hvis forældrene varigt er uden forældre evne og børn, som har været anbragt i den samme plejefamilie i over tre år, og hvis forældre er uden forældre evne. Hvis barnet er under 1 år, er det også en betingelse, at barnets forældre ikke kan spille en positiv rolle i forbindelse med samvær.

Det er min overbevisning, at alle har noget positivt at bidrage med. I nogle tilfælde kan det være en fordel for alle parter, at barnet bliver anbragt uden for hjemmet for en kortere eller længere periode, men at kappe alle bånd til fortiden, mener jeg kun yderst sjældent kan være til gavn for nogen. Hvis barnet skal sættes i pleje eller bortadopteres, bør det så vidt muligt altid forgå ad frivillighedens vej. Hvis man virkelig vil sine børn det bedste, og vil vi ikke alle det? - så kan der altså være tilfælde, hvor man må erkende sin egen utilstrækkelighed og overlade ansvaret til andre mennesker. At nå til denne konklusion, er efter min mening en ansvarlig beslutning. Mennesker som vælger at overlade deres børn til andre skal ses på med anerkendelse – ikke fordømmelse. Det er det største offer noget menneske kan bringe. Det er ikke at opgive sit barn, tvært imod er det at ville sit barn det bedste, uanset hvor ondt det gør på en selv. Barnet skal have den bedst mulige hjælp; men det skal de forældre, der står tilbage uden barn også. Dem må man på ingen måde lade i stikken. Adoptivforældre- og børn bliver helt naturligt hjulpet, de biologiske forældre skal også hjælpes. Andre forældre, som mister deres børn, bliver der også helt naturligt draget omsorg for. Der findes stort set ingen forskning her i Danmark om, hvordan biologiske mødre til bortadopterede klarer sig, og der er ingen hjælp at hente fra samfundets side . Det har jeg længe forsøgt at gøre noget ved. Nu har jeg en aftale med en forsker for at få afdækket biologiske mødres situation og behov for hjælp, og jeg satser på lige som de to andre parter i adoptionstrekanten at få bevilliget midler til det.

Man bør så vidt muligt undgå tvang. Jeg har kendt mange kvinder, som har måttet bortadoptere deres børn. Stort set alle er blevet presset, nærmest tvunget til det, ingen af disse kvinder har haft det godt med det. Jeg har talt med en enkelt kvinde, som helt og holdent selv havde truffet denne beslutning. Hun virkede afklaret med, at hun havde bortadopteret sit barn, men hun mødte ingen forståelse fra omgivelserne. Det var i deres øjne en utilgivelig handling. Jeg har også kendt kvinder, som har fået foretaget abort, nogle har følt sig presset til det, og har ikke følt,at det var deres egen beslutning. Disse kvinder har haft det dårligt med det i årevis efter, mens de kvinder som helt og holdent selv har truffet beslutningen, er de, som bedst har kunnet leve med det.

Der tales meget om forældre-evner. Men hvem skal bedømme det – og hvordan bliver det testet. Hvis vi skal gribe i egen barm, mon så ikke vi alle på et eller andet tidspunkt har svigtet vores børn eller været utilstrækkelige? Vi kan alle gøre det bedre. Forældre evnen er ikke nødvendigvis noget, der bare kommer af sig selv, idet man får børn – man modnes, men det er ikke altid nok. Adoptivforældre skal gå på kursus for at få lov til at adoptere. Det er også helt påkrævet, da det er en ganske særlig situation at skulle være forældre til børn født af andre. Men mon ikke de fleste biologiske forældre også ville kunne have gavn af et eller flere kurser i, hvordan man tager vare på børn.

Jeg har netop læst en artikel, hvor plejeforældre klager over, at de ikke bliver hørt, når de siger, at deres plejebarn har det svært, tværtimod bliver nogle truet med fyring. Nogle mener, at hvis sagsbehandlerne blev udsat for at få deres forældre-evner testet, så ville mange af dem dumpe. Jeg har også hørt biologiske forældre sige, at de ikke tør bede om hjælp, hvis de har svært ved at klare forældrerollen. De er simpelthen bange for at børnene vil blive fjernet fra dem. Hele systemet er efter min mening blevet alt for uigennemskueligt, og bygger på trusler, tvang og mistillid. Det tror jeg meget sjældent kan føre noget godt med sig. Mit juleønske kunne være et system, som bygger på gennemskuelighed, gensidig tillid, anerkendelse og ligeværdighed, et system hvor alle parter bliver hørt og taget alvorligt - børn, som voksne, biologiske forældre, som pleje og adoptivforældre, de som har papir på at de er eksperter, og de som ikke har papir på det – for vi er jo alle eksperter i netop den problematik vi selv har inde på livet. Med ønsket om en glædelig Jul og en bedre verden for os alle.



  • Comments(0)//blog.bortadoption.dk/#post5