Bortadoption

Bortadoption

Min og din stemme

"Der er altid tre sider i adoptionstrekanten. Jeg er den stemme, der stort set aldrig bliver hørt, så i bogen Mit barn - hvor er du? kommer jeg med mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle parter. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om adoptionsproblematikken og lægger op til en debat, som du kan deltage i her på bloggen."

Aniella Bonnichsem

Er det en menneskeret at få børn?

BortadoptionPosted by Aniella Bonnichsen 04 Mar, 2013 19:26:01

Sidste efterår blev jeg spurgt om at skrive en artikel om tvangsadoption. I den forbindelse var en af de ting jeg reflekterede over, om det ikke ville være mere humant at sterilisere kvinder, som varigt er uden forældre evner, frem for at lade dem blive gravide og føde børn, som bliver taget fra dem straks efter fødslen. Tvangssterilisering er et meget ømtåleligt emne, og der er ingen tvivl om, at en lang række mennesker uretmæssigt har lidt under dette indgreb

I årene 1929 – 1967 blev 11.000 unge danskere steriliseret en lang række af dem ved tvang.Tvangssterilisering blev anvendt som racehygiejne i Danmark, hvor de uønskede kvinders formering blev bremset med erklæringer om at de var ’sinker’ uden de var det. Kvinderne blev tvangssteriliseret ud fra racehygiejniske motiver om at undgå ’undermennesker’. Vi har et stort sår på vores folkesjæl, for denne foranstaltning blev i sin tid brugt alt for flittigt overfor både handicappede, betlere, døve, blinde, prostituerede osv. Af 'arvehygiejniske' grunde som det blev kaldt, da det i 30’erne blev indført med socialdemokraten K.K. Steincke i spidsen og med Rigsdagens fulde opbakning. I dag har vi med rette særdeles stramme regler for dette indgreb, men for et par år siden var der i radioen en udsendelse om moderen til tyveårige Mia, som fortalte, hvordan hun ønskede sin datter steriliseret, så datteren aldrig kunne få børn.

Forklaringen var, at Mia er født med en hjerneskade, der gør, at hun mentalt er otte år, og aldrig bliver ældre. Det vil sige, hendes krop gør og hendes drifter gør, og derfor har Mia nu kærester, som hun sover sammen med. Hvis Mia bliver gravid og får et barn, vil det være en otteårig ikke en tyveårig, der får et barn. Hun kan under ingen omstændigheder tage sig af et barn, og barnet ville blive tvangsfjernet ved fødslen. Derfor moderens ønske, som hun havde fået afslag på to gange. Men som Mias mor i kærlighed til datteren gjorde opmærksom på, så vil man hellere give en ung pige den oplevelse at få sit barn fjernet og give et barn en opvækst som fjernet fra sin mor, frem for på forhånd at udelukke dét scenarie?

Hermed Mias mors egne ord efter radioudsendelsen: ”Ja det er meget vigtig at få en debat i gang, men også et kæmpe tabu område, og det skal der laves om på. For sex er noget de fleste mennesker har på et eller andet tidspunkt i deres liv, uanset om de er retarderet eller normal fungerende. Den kæmpe store forskel er bare, at normal fungerende ved, at sex kan medføre graviditet, så langt tænker en retarderet ikke, de er 100% styret af deres lyster, og derfor tænker de ikke på at beskytte sig. Der ud over har normalt fungerende unge større muligheder for at de selv klare deres barn, og kommer videre i deres liv, på trods af et barn i en, måske, ung alder. Men retarderede, der aldrig selv bliver andet end et barn i en voksen krop, har ingen mulighed for hverken at tage vare på sig selv eller på et evt. barn, ergo bliver et evt. barn fjernet, og vi som forældre står tilbage med et ungt menneske, der igen har lidt et kæmpe følelsesmæssigt tab pga. deres handicap, og som vil forfølge dem resten af deres liv. Og vi har, som jeg sagde i radioen, et barnebarn vi aldrig får at se. Er det lykken for nogen? Nej bestemt ikke. Håber virkeligt at der bliver mere fokus på problemet omkring sterilisering, så det bliver nemmere at få en ansøgning her om igennem, og at vi derved kan skåne vores unge piger for at de på længere sigt, evt. udvikler en kræft form pga de hormoner de åbenbart skal fyldes med. Syntes det er forkasteligt, at nævnet for sterilisation og politikerne syntes, at der er den bedste løsning på problemet. Det er det hvis vores unge mennesker var normal fungerende, for her kan de gå ind og bruge bla. kondom i stedet for, men det kan vores unge mennesker ikke, for det kan de ikke finde ud af, og mange kan ikke lære det, og som sagt, sætter de ikke sex og børn i forbindelse med hinanden. Vores unge er derfor tvunget til at blive fyldt med hormoner i min. 10 år inden de kan få en lovlig tilladelse til at blive steriliseret. Og derved øge deres kræft risiko betydeligt.”

Der har også været tilfælde oppe i medierne, at svært psykisk udviklingshæmmede, ønskede sig børn, og da de havde svært ved at blive gravide af naturlig vej, gik de til læge for at få fertilitetsbehandling. Kvinderne blev hjulpet til at få børn, men så snart de blev født, blev de tvangsfjernet.

Skal alle mennesker have ret til at få børn? - Hvis de – som Mia ikke er i stand til at fungere som forældre, skal de så alligevel have lov til at blive det? - Er det en menneskeret at få børn? - og hvis det er en menneskeret, hvad skal en ung pige som Mia med denne ret til at sætte et barn i verden, et barn, som under alle omstændigheder vil blive taget fra hende umiddelbart efter fødslen – er det en god start, at give et barn i livet? - og er der nogen som helst mening i at udsætte en ung handicappet pige for at skulle gå gennem en graviditet og føde et barn, som hun alligevel ikke har nogen mulighed for at tage vare på.

Der tales så meget om, alt hvad der skal gøres for adoptivfamilierne med rådgivning osv. - det er selvfølgelig også helt påkrævet, men hvad med også at sætte fokus på de kvinder, som lægger krop til at andre kan få børn. Hvad med at give disse kvinder støtte og rådgivning. Ville, en ung kvinde som Mia ikke være bedre hjulpet ved at blive steriliseret frem for at skulle udsættes for dette? Der er mennesker, som ikke er i stand til og aldrig bliver i stand til at drage omsorg for et barn Efter min mening er det ikke en menneskeret at få børn, derimod mener jeg det må være en menneskeret, at et barn har forældre, som er i stand til at drage omsorg for det på en ansvarlig og betryggende måde, og det må også være en mennesker, at alle bliver behandlet på en menneskeværdig måde, også udsatte og handicappede mennesker som Mia

En tvangssterilisation er et overgreb, det er der ingen tvivl om, men trods alt et mindre indgreb, som kun involverer et menneske. En tvangsadoption derimod er et langt alvorligere indgreb, som involverer såvel biologisk familie som barn for resten af livet.

Adoption må aldrig handle om at finde børn til barnløse – men derimod om at finde forældre til forældreløse.

Jeg vil gerne høre andres mening om disse spørgsmål -

Er det en menneskeret at få børn?

Er der nogen rimelighed i, at mennesker som varigt er uden forældre evne alligevel skal kunne sætte børn i verden?

Er det ikke på tide, at der bliver etableret støtte og rådgivning til biologiske forældre, som er i fare for at miste deres børn eller har mistet deres børn til adoption?

Adoptivfamilier, som jo er ret velstående familier får helt naturligt rådgivning til at klare den nye situation – mens de biologiske familier, som mister deres børn til adoption tilsyneladende forventes at klare det selv, er det rimeligt?

  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.