Bortadoption

Bortadoption

Min og din stemme

"Der er altid tre sider i adoptionstrekanten. Jeg er den stemme, der stort set aldrig bliver hørt, så i bogen Mit barn - hvor er du? kommer jeg med mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle parter. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om adoptionsproblematikken og lægger op til en debat, som du kan deltage i her på bloggen."

Aniella Bonnichsem

Adoption - For hvis skyld

BortadoptionPosted by Aniella Bonnichsen 24 Apr, 2013 11:55:35

Adoption – For hvis skyld?

Adoptioner bliver ofte fremstillet som lykkelige glansbilledhistorier, win-win-situationer, stakkels små børn, som desværre er blevet født af nogle uegnede forældre bliver overtaget af andre forældre, som heldigvis er meget mere velegnede – overmenneskene overtager undermenneskenes børn og redder dem fra en kummerlig tilværelse, så er alle vel glade..........eller?

I 2009 blev reglerne ændret, så det blev nemmere at tvangs bortadoptere børn fra forældre, som varigt er uden forældre-evner. Jeg er selv en af de kvinder, som 15 år gammel mistede et barn til adoption tilbage i 1970. Dette har præget hele min tilværelse på godt og ondt. I mange, mange år var mit liv et liv i lidelse, sorg, savn og uvished om mit barns skæbne. Det tog mig mange år at blive menneske igen, og 10 år måtte jeg bruge på at lede efter min bortadopterede søn. Vi er nu lykkeligt genforenede til stor glæde for os alle.

Jeg har spurgt mig selv: - Var jeg uden forældre-evner?...................Nej, det vil jeg ikke sige. Jeg var faktisk en ansvarlig ung pige, som havde et stort hjerte for børn og tog mig ofte kærligt af andre folks børn. Men jeg var en ensom pige, havde ikke meget selvtillid, fik ingen støtte og hjælp til at beholde mit barn og var sikkert nem at manipulere med. Ingen viste interesse for, hvad jeg følte og tænkte. Ingen spurgte mig, hvad jeg ønskede for mig selv og mit barns fremtid. Jeg var tvunget af omstændighederne.............

For et stykke tid siden hørte jeg en anden kvinde fortælle om sit liv. En velstående kvinde nord for Whiskybæltet, en kvinde, som udadtil virkede tjekket, økonomien fejlede ikke noget, den ydre facade var i orden. Hun og hendes mand kom de rigtige steder, omgikkes de rigtige mennesker, dyrkede deres interesser, passede deres karrierer og rejste meget. De havde alle muligheder, deres børn fik alle muligheder og de elskede dem til døde. Alligevel var alt ikke godt og lykkeligt under den pæne overflade. Der var tre børn i familien, som efterhånden udviklede ganske alvorlige problemer, så som psykose, kokain misbrug, depression, spiseforstyrrelse samt massivt hash misbrug. Hvad der er foregået bag den pæne facade er ikke til at sige. Men kunne man forestille sig, at der blev stillet spørgsmålstegn ved en sådan ”fin” families forældre-evner?....................Eller for den sags skyld at et barn fra en velstående familie blev tvangsfjernet?.....................Næppe, behandler vi ikke altid de, der på overfladen er pæne, tjekkede og velstående med respekt og værdighed? Er rigdom, succes og de rette forbindelser ensbetydende med, at man har forældre evner? - og er svaghed, sygdom og fattigdom ensbetydende med dårlige forældre-evner?

Hvad giver os rige mennesker ret til at tro, at vi er bedre forældre til børn fra f.eks. Etiopien end børnenes egne biologiske forældre? Den senere tids afsløringer af, hvordan knapt så velstående mennesker er blevet narret til at bortadoptere deres børn, viser den hjerteskærende sandhed om, hvordan vi i barmhjertighedens tjeneste påfører børn og forældre en umenneskelig smerte ved at skille dem ad. Blot fordi vi er rigere, smartere, mere snedige og hungrende for at få børn, giver det os ikke ret til at drive denne handel med børn, som adoption i mange tilfælde er blevet til. Har ikke alle mennesker ret til at blive behandlet med respekt og værdighed? Er vi ikke ligeværdige mennesker alle sammen?..........................



Vi hører også ofte udtalelsen: Hvad er alternativet til adoption – er det ikke bedre at bortadoptere, frem for en at børnene skal være på børnehjem. Hvis vi tager eksemplet med det etiopiske børnehjem, så var børnehjemmet netop blevet oprettet med henblik på at bortadoptere børn, og da det blev lukket viste det sig, at næsten alle børn rent faktisk havde biologiske forældre, som godt kunne tage sig af dem, så alternativet for disse børn var altså at komme hjem til deres biologiske forældre, og er det ikke et bedre alternativ, at børn og forældre kan blive sammen frem for at sende børn over på den anden side af jorden, med det postulat at man giver dem en bedre tilværelse.

Der er da sikkert børn, der får en bedre tilværelse, men kan vi fortsat med god samvittighed gennemføre disse adoptioner, når vi ved, hvilke livslange traumer vi i mange tilfælde samtidig påfører talrige børn og forældre, efter at de brutalt er blevet revet fra hinanden. I udsendelsen Sporløs, hører man også jævnlig eksempler på børn, som er blevet anbragt på børnehjem for en kortere periode, og når forældrene kommer for at hente dem hjem, er de blevet bortadopteret uden forældrenes samtykke - er det rimeligt? - Hvor er de biologiske forældres retssikkerhed henne? Jeg ved ikke, hvor mange børnehjem i verden der er oprettet med henblik på bortadoption, og hvor mange af disse børn, som faktisk er blevet høstet med henblik på at blive bortadopteret, men lad os kumme til bunds i det frem for at bruge argumenter, som der måske ikke er så meget hold i alligevel.

Hvis vi virkelig mente, at det var så forfærdeligt for børn at være på børnehjem, og at vi kunne give dem en meget bedre tilværelse ved at bortadoptere dem og sende dem over på den anden side af jorden væk fra deres slægt, deres venner og deres oprindelige kultur. Hvorfor tager vi så ikke de danske børn, som er på børnehjem og bortadopterer til rige mennesker i Saudi Arabien for at give den en bedre tilværelse der?

  • Comments(1)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.
Posted by Maiken Thomsen 24 Apr, 2013 12:09:18

Rigtig godt skrevet Aniella!