Bortadoption

Bortadoption

Min og din stemme

"Der er altid tre sider i adoptionstrekanten. Jeg er den stemme, der stort set aldrig bliver hørt, så i bogen Mit barn - hvor er du? kommer jeg med mit bud på, hvordan vi kan gøre det bedre for alle parter. Jeg forsøger at komme hele vejen rundt om adoptionsproblematikken og lægger op til en debat, som du kan deltage i her på bloggen."

Aniella Bonnichsem

Ny minister på adoptionsområdet

BortadoptionPosted by Aniella Bonnichsen 27 Aug, 2013 15:57:40

Ny Minister på Adoptionsområdet.

Så har Danmark fået ny Minister på adoptionsområdet. Lad os håbe, at hun vil tage opgaven alvorligt og også lytte på os, der virkelig ved, hvor skoen trykker. At hun ikke bare vil lytte på de, som modtager børn født af andre forældre, men også på os, som har mistet børn til adoption og til de, som har mistet deres oprindelige slægt.

I november måned 2012 rullede filmen Adoptionens pris over de danske fjernsynsskærme, og alle som så den, blev dybt berørte over historien om Masho og Ropa, som blev adopteret fra Etiopien til et dansk par, som skulle være deres nye forældre. En adoption, hvor alt gik galt. De biologiske forældre blev på et falskt grundlag franarret deres børn. De blev lovet, at de ville få rapporter om deres børn, at de ville bibeholde kontakten, og at deres børn ville få et bedre liv og alle muligheder i Danmark. Men, som vi så i filmen blev ingen af disse løfter holdt. Børnenes forældre ønskede at sige farvel til dem inden afrejsen, men ikke engang det, fik de lov til, de modtog heller ingen rapporter om børnene. Masho fik store problemer og kunne ikke bare tilpasse sig sin nye familie. Adoptivforældrene magtede ikke opgaven, Masho blev først sendt i aflastningsfamilie og siden på institution, hvor hun stadig er. I filmen så vi smerten i øjnene på den lille pige og for første gang på tv. så vi den mindst lige så store smerte i de etiopiske forældres øjne. Hen over sommeren 2012 kørte der en lang artikelserie i Politikken om et andet søskendepar, som også på et falskt grundlag var adopteret fra Etiopien til Danmark – også en adoption, hvor alt gik galt. Den store pige Amy blev løget yngre, end hun var, også i dette tilfælde opgav adoptivforældrene hende, hun kom i plejefamilie i en lang periode, hun blev fjernet med magt, selv om hun havde det godt der. Først blev hun placeret i et sommerhus og dernæst på institution, hvor hun ifølge Politikken isolerede sig på sit værelse og fik yderligere problemer. Efter et langt tovtrækkeri, kom hun igen tilbage til plejeforældrene. Siden har vi i TV set, hvordan børnehøstere er gået fra hus til hus og overtalt Etiopiske forældre til at bortadoptere deres børn. Mange frygtelige adoptionsskandaler fra store dele af verden er kommet frem i lyset, og naturligvis bliver vi dybt berørt. Når vi hører om den slags, måske tænker vi, at den slags foregår andre steder i verden – ikke her i lille Danmark – men tag ikke fejl, tilstandene har ikke været meget bedre herhjemme. Helt op til nyere tid, er unge kvinder blevet presset til at bortadoptere deres børn, ja selv i dag får unge mennesker som bliver uønsket gravide ikke altid den rette støtte og hjælp.

Langt op i det 20. århundrede var hovedproblemet, at antallet af uforsørgede børn langt oversteg antallet af forældre, der ønskede at have børn i pleje eller adoptere dem, fortæller Jens Hørlück i bogen »Adoption i Danmark«. »I begyndelsen af århundredet var det ingen sensation, hvis en tjenestepige fødte i dølgsmål og kvalte sit barn. Hvis en graviditet eller en fødsel blev opdaget, ville hun som regel blive sat på gaden. Bortadoption blev dengang anset for at være et udmærket middel for især unge mødre, der var kommet galt af sted«.

Efter anden verdenskrig skete der en markant ændring. Både fordi de økonomiske og sociale forhold blev markant bedre, og fordi det blev mere moralsk acceptabelt at være enlig mor. I 1948 blev 1.822, svarende til 29 % af alle børn født udenfor ægteskab, bortadopteret. Allerede i 1957 var tallet faldet til 749 eller 14 % af alle børn født udenfor ægteskab.

Hvor det før ofte var familier med mange børn i forvejen, der af barmhjertighed eller for økonomisk vinding tog forældreløse til sig, var det nu i stigende grad barnløse par, der adopterede. Sideløbende begyndte man at tale mere om barnets behov og vurdere adoptivforældrenes egnethed. Vera Skals, direktør i Mødrehjælpen, udtalte således i 1953: »Vi finder ikke et barn til et hjem. Vi finder et hjem til et barn«.

Hanne Reintoft, socialrådgiver, forfatter og tidligere folketingsmedlem, arbejdede som ung i Mødrehjælpen. Hun husker ikke tilbage på den tid med glæde.

»Som ung socialrådgiver led jeg meget under den tvang, vi underkastede de purunge kvinder«, siger hun i dag.»Først gav vi dem afslag på abort, dernæst pressede vi dem til adoption. De havde det ofte meget dårligt. Jeg husker en der sad i 6 timer hos mig på mit kontor og bare græd og græd. Jeg græd også selv til sidst«, fortæller hun.

Dette foregik i 50'erne og 60'erne. I 1970, fødte jeg en søn, som jeg også blev presset til at bortadoptere. For et par år siden fik jeg udgivet den første bog her i Danmark som fortæller om adoption fra den biologiske mors synsvinkel med titlen: Mit barn – hvor er du? Hanne Reintoft udtalte sig: ”Jeg har læst bogen med stor interesse og empati. En rystende beretning om en svigtet 15-årig - forrådt både af familie som samfund og også undret mig over, at det er en beskrivelse fra sidst i 1960erne. Jeg troede, at det jeg selv oplevede i den gamle Mødrehjælp et årti før var blevet historie.” hun udtalte sig endvidere: ”Med den stærke moderne trang til at kende sine rødder, er vi måske der, hvor anonyme adoptioner bør høre fortiden til. De bygger for så vidt på en statsautoriseret livsløgn”

Jeg har gennem ca. 25 år talt med utallige andre danske kvinder, og hørt uhyrlige historier om, hvordan de blev presset til at bortadoptere. Jeg havde ofte svært ved at tro, det kunne være rigtigt, at man behandlede unge kvinder på denne måde. Så hørte jeg Hanne Reintoft fortælle om, hvordan de nærmest tvang de unge piger til at bortadoptere, og hvor rasende de blev i adoptionsafdelingen, hvis de i stedet hjalp de unge piger til at beholde deres egne børn. Da vidste jeg, at alle de grusomme historier, jeg havde hørt, var rigtigt.

Da jeg blev presset til at bortadoptere, fik jeg besked på ikke at tale om det, men bare at leve videre som om ingenting var sket. Det var naturligvis umuligt, man glemmer aldrig sit barn og man lærer ikke bare at leve med det. Det tog mig virkelig mange år og var tæt på at koste mig livet. Siden har jeg arbejdet på at få sandheden om adoptioner frem i lyset og for at hjælpe andre som lider, efter at have mistet deres børn eller slægt. Mange andre kvinder i samme situation lærer aldrig at leve med det. Der er ingen hjælp at hente fra det danske samfunds side til kvinder, der har mistet deres børn til adoption. Jeg har efter mange års kamp fundet mit mistede barn igen, og vi er blevet lykkeligt genforenede. Det er ikke længere min egen kamp, jeg kæmper, jeg kæmper for alle andre i samme situation.

Jeg er i mellemtiden blevet uddannet psykoterapeut og naturligvis brænder mit hjerte mest af alt for mennesker med adoptions – problematikken inde på livet. Jeg har gennem tiden mødt og talt med masser af kvinder, som mere eller mindre frivilligt har måttet afgive deres børn. Der er kommet kvinder i min klinik, som har rendt samtlige myndigheder på dørene uden at kunne få hjælp. Jeg har kendt tilfælde helt op i 90'erne, hvor danske kvinder er blevet presset til at bortadoptere, ja selv i dag er der ingen hjælp at hente fra samfundets side til disse kvinder.

Da Karen Hækkerup blev valgt som socialminister rettede jeg henvendelse til hende, bød hende velkommen og bad hende om et møde for at tale adoption med hende. Jeg vidste, at hun talte med Adoption & samfund, som repræsenterer adoptivfamilierne, og forventede derfor, at hun også ville afse tid til at tale med en, som vidste, hvad det vil sige at miste et barn til adoption. Efter meget lang tid og adskillige rykkere svarede hun, at hun ikke havde tid til at tale med mig. Jeg henvendte mig gentagne gange, men stadig med samme resultat – de som har modtaget andre folks børn kunne hun godt finde tid til at tale med – men ikke med os, som har mistet børn.

I september måned 2012 var der en stor konference på Christiansborg med titlen Adoption – en politisk hånd til et godt liv. Her bad jeg om at få taletid – det kunne jeg ikke få. Der var kun tid til at tale om et godt liv for Adoptivfamilierne – et godt liv for de familier, som har mistet børn, kunne der ikke afsættes så meget som fem minutter til. Jeg mødte dog op, men var tydeligvis ikke velkommen. Andre, som også ønskede at få rettet op på de nuværende adoptionstilstande, kunne heller ikke tå taletid. Siden har Karen Hækkerup holdt møder med det etablerede adoptionssystem, som stort set alle består af adoptivforældre. Selvfølgelig det er godt, at der bliver gjort noget for adoptivfamilierne, men jeg troede vi levede i et demokratisk samfund, hvor alle parter skal høres. Det er stadig uforståeligt, at der ikke bliver ofret så meget som en krone på de oprindelige familier til adopterede. Adoption er selvfølgelig på sin plads, hvis det handler om forældreløse børn eller om forældre, som varigt er uden forældreevner. Men at forældre, som er i stand til at tage vare på deres børn, ikke får den tilstrækkelige hjælp til at beholde deres børn, er helt uacceptabelt – og at unge mennesker, som er uønskede gravide ikke får mulighed for at træffe et informeret valg er hverken acceptabelt eller lovligt.

På baggrund af de afslørede adoptionsskandaler blev der I januar 2013 blev der holdt Åbent Samråd på Christiansborg om de biologiske forældres retssikkerhed ved adoption. Karen Hækkerup udtalte bl.a. at hun skam talte med aktørerne i det her – hun talte med Adoption & Samfund. Men er aktørerne, når det handler om biologiske forældres retssikkerhed, ikke netop os biologiske forældre?

Efter adoptionskonferensen som var arrangeret af Adoption og Samfund i samarbejde med Özlem Zekic, talte jeg med Özlem. Hun foreslog mig at komme i foretræde for Socialudvalget. Jeg kom i foretræde, hvor jeg fik 15 minutter til at fortælle om de oprindelige forældres situation, den manglende forskning, manglende hjælp og støtte og hvad, jeg mente der burde gøres for sat rette op på tingenes tilstand. Her blev jeg foreslået at søge om sats-pulje-midler til et projekt til gavn for biologiske familier, der har mistet et barn eller er i fare for at miste et barn til adoption og til forskning om dette forsømte og uudforskede område.

Jeg søgte, men fik afslag, det mente man ikke der var behov for. Hele adoptions apparatet koster rigtig mange millioner hvert år. Adoption & Samfund forlanger af få 20 millioner om året, penge som udelukkende er til gavn for adoptivfamiliene. Selvfølgelig skal de også have hjælp – men hvor er hjælpen til de oprindelige familier, der har mistet deres børn??????????????? - og ville de oprindelige familier ikke være bedre hjulpet ved at få hjælp til at beholde deres egne børn, så vi så vidt muligt undgik at splitte familier ad, specielt når vi ved, hvor store og ofte livsvarige konsekvenser det kan få for børn og forældre.

Siden har jeg sammen med en adoptivmor og en adopteret dannet gruppen Adoptionstrekanten og nu fornylig en mere fortrolig gruppe for biologiske forældre og adopterede. Vi der har betalt adoptionens pris og har mistet vores børn eller vores oprindelige slægt vil ikke længere tie. VORES STEMMER SKAL OGSÅ HØRES. Derfor Kære Annette Vilhelmsen tillykke med, at du er blevet Socialminister – hør på os. Dette åbne brev er sendt til Annette Vilhelmsen

Åbent brev til den nye Socialminister Annette Vilhelmsen

Biologisk slægt og adopterede byder velkommen til den nye Social- Børne- og Integrationsminister Annette Vilhelmsen og ser frem til et positivt samarbejde.

Vi respekterer båndet mellem oprindelige forældre og børn og vores fokus er på en hidtil overset og marginaliseret gruppe: de oprindelige familier, som har mistet eller er i fare for at miste et barn til adoption – en gruppe, som bare her i landet består af ca. 10.000 forældrepar, en gruppe, som står uden den nødvendige hjælp og støtte.

Der kommer til stadighed flere og flere sager frem i lyset fra store dele af verden om børn på et falskt grundlag er blevet franarret deres oprindelige familier eller kidnappet og solgt til adoption. Ja selv her i Danmark skal vi blot få årtier tilbage, for at opleve en tid, hvor det var almindeligt at unge svage og fattige kvinder blev presset til at bortadoptere. Vi ønsker at få ryddet op i alle disse adoptionsskandaler Det skal ikke længere være muligt at udnytte andre mennesker for at danne nye familier. Den enes lykke må aldrig være på bekostning af den andens ulykke. Biologiske forældre skal altid have den bedst mulige støtte og hjælp til at beholde deres egne børn.

Lad os gøre Danmark til foregangsland for et nyt og mere tidssvarende adoptionssystem med respekt for alle tre parter i adoptionstrekanten. Adoption skal kun kunne komme på tale, hvis det er absolut nødvendigt – for barnets bedste. Adoption skal altid foregå på en værdig og etisk korrekt måde for alle parter. Åbne adoptioner, hvor kontakten mellem oprindelig familie og adoptivfamilie bevares er klart at foretrække, for såvel oprindelig slægt, som barn og dermed også adoptivforældrene. En adoption er vellykket, når den er det for alle tre parter. Adoption handler om at finde familie til forældreløse børn – ikke at finde børn til barnløse.

Vi håber, at Annette Vilhelmsen vil arbejde for etisk, juridisk, menneskeværdige forhold for alle tre parter før, under og efter eventuel adoption.

Gitte Jensen og Aniella Bonnichsen – to kvinder der har betalt adoptionens pris



  • Comments(0)

Fill in only if you are not real





The following XHTML tags are allowed: <b>, <br/>, <em>, <i>, <strong>, <u>. CSS styles and Javascript are not permitted.